Jeg møder Gisela Gina for første gang på tapasbaren Belmonte i Sevillas populære Santa Cruz-distrikt. Det er marts 2011, og hun skal fortælle mig, hvorfor hun vil være tyrefægter...
Stedet er opkaldt efter Juan Belmonte, der blev født på den anden side af floden og revolutionerede tyrefægtning i begyndelsen af det 20. århundrede ved at stå stille, når tyren nærmede sig, i stedet for at springe rundt.
Karrierens mange hornskader hævnede sig, da Belmonte gik på pension og ikke længere kunne nyde sine passioner: Kvinder, heste, vin og cigarer. Han skød sig selv i en alder af 69.
I en alder af 35 går Gisela tur med hunden på en sti i det sydengelske landskab, hvor hun er født og opvokset. Der var kvæg omkring hende, hun elskede at ride, og indtil faderens tidlige død ville hun være professionel balletdanser.
I en alder af 35 går Gisela tur med hunden på en sti i det sydengelske landskab, hvor hun er født og opvokset. Der var kvæg omkring hende, hun elskede at ride, og indtil faderens tidlige død ville hun være professionel balletdanser.
Nu ser hun en tyr foran sig. En toro bravo, der angriber, hvor andre dyr ville vente eller flygte. I tankerne har Gisela allerede fat i muleta’en, det røde klæde, som matadoren bruger i tercio de muerte, tyrefægtningens sidste runde, dødens tredjedel. Hun er tilbage i Sevilla, hvor hun de sidste to år har trænet med den tidligere professionelle tyrefægter, Curro Camacho, og en masse unge spanske fyre, der alle vil det samme som hun: Stå i den guldglimtende traje de luces, lysets dragt, og opleve alternativa’en, indvielsesceremonien, hvor man ikke længere er en novice, en opkomling, en håbefuld med drømme om berømthed og lange turnéer i sommersæsonen. Men en rigtig matador, der har ret til at vise sig i arenaen med fuldvoksne tyre og måske høre publikums ”olé”-råb igen og igen. På Belmonte snakker Gisela længe og udførligt om sine drømme, mens hun langsomt spiser sin tortilla. Hun spiser aldrig kød, kun fisk, men ikke af moralske årsager; hun bryder sig bare ikke om smagen.
”For tre år siden bookede jeg en lang weekend i Sevilla med min veninde for at se en tyrefægtning. Det er ret usædvanligt, at englændere vil se den slags, men hun tog med. Inden da havde jeg set mexicanske tyrefægtninger i fjernsynet, mens jeg boede i Costa Rica, og som teenager blev jeg imponeret af en tyrefægter fra Sevilla, der optrådte i en af Madonnas musikvideoer. Så jeg havde en idé om, hvordan det ville være, men det var selvfølgelig langt bedre live.”
Jeg tænker tilbage på min egen første og hidtil eneste tyrefægtning i august sidste år – som tilskuer vel at mærke. Forinden sidder jeg på Bar Flor, der ligger ved siden af arenaen i Málaga. Der er feria, altså en festival eller festuge, som de fleste byer afholder i løbet af foråret og sommeren, og som næsten altid inkluderer en corrida, tyrefægtning.
En overvægtig albino i vanillefarvet jakkesæt og fedora bestiller kaffe og ryger cigar, mens to gamle mænd i skjorter gestikulerer voldsomt om regningen. Den ene vil betale, det vil den anden også. Der er kun en time til tyrefægtningen, og alle bordene er taget. Folk flagrer med flyers, der viser matadorer i glimtende dragter og kredser som gribbe om de gæster, der sidder med tømte glas og skrabede tallerkener.
Det komiske og det tragiske
Corrida’en byder som regel på seks tyre, der bliver slået ihjel af tre matadorer, to tyre til hver. Hver gang en toro bravo kommer ind, starter et detaljeret ritual på tre runder, der har til formål at forvandle tyren fra en rasende og forvirret eksplosion af muskelkraft til en målrettet, men også svækket, dræbermaskine.
Det komiske og det tragiske
Corrida’en byder som regel på seks tyre, der bliver slået ihjel af tre matadorer, to tyre til hver. Hver gang en toro bravo kommer ind, starter et detaljeret ritual på tre runder, der har til formål at forvandle tyren fra en rasende og forvirret eksplosion af muskelkraft til en målrettet, men også svækket, dræbermaskine.
I første runde, tercio de varas, skal matadoren og hans hjælpere, tre banderillos, aflæse tyrens kampstil ved at trække den rundt i arenaen med deres gule og pinke kapper. Løber den ligeud igen og igen, eller standser den op i uforudsigelige ryk? Har den et særligt område af arenaen, som den kan lide at angribe fra? Stanger den helst til højre eller til venstre? Tyren er farveblind og reagerer kun på bevægelse, så det gør ingen forskel for den, at kun matadorens kappe i sidste runde er rød. Så rider lansemændene, picadores, ind på heste, der har bind for øjnene og godt polstrede dækkener. Deres lanser skal bore sig ind i tyrens nakke, svække dyrets og sænke dets tyngdepunkt, så den kigger ligeud, på matadoren. Indtil 1928 var hestene ikke beskyttede, så når tyren stangede dem i bugen, væltede tarmene ud.
Ifølge Hemingway var dette tyrefægtningens komiske element, mens tyrens død var det tragiske. I sin klassiker ”Døden kommer om eftermiddagen” fører han en fiktiv monolog med en ældre kvinde, der også morer sig over de mange indvolde – man mærker tydeligt, at hun har, hvad der kræves for at blive en rigtig aficionado.
Alt dette vidste jeg ikke, da jeg så den første tyr løbe ind, og det går op for mig, at jeg aldrig har set et dyr dø før. Det sker ellers hele tiden på danske slagterier med boltpistol, skarpe redskaber og stor rutine, men jeg har aldrig været henne at kigge. Ikke den store underholdningsværdi i det.
Alt dette vidste jeg ikke, da jeg så den første tyr løbe ind, og det går op for mig, at jeg aldrig har set et dyr dø før. Det sker ellers hele tiden på danske slagterier med boltpistol, skarpe redskaber og stor rutine, men jeg har aldrig været henne at kigge. Ikke den store underholdningsværdi i det.
Jeg får en klump i halsen, selvom jeg altid har været temmelig ligeglad med dyr. Langt senere kommer jeg i tanke om, hvad Hemingway sagde om fans af tyrefægtning. De er ligesom vinkendere, der ikke længere behøver at drikke de søde årgange, men går efter den ærlige smag. They want no sweetening.
Forlod verden med værdighed
Gisela var også trist, første gang hun så en tyr blive dræbt.
”Men det afskrækkede mig ikke, og jeg syntes ikke, det var grusomt. Tyren var respekteret og forlod verden med værdighed. Matadoren havde risikeret sit liv for at dræbe den. Når folk spiser deres burger på McDonald’s, har de intet gjort for at fortjene den,” fortæller hun mig dagen efter vores første møde.
Forlod verden med værdighed
Gisela var også trist, første gang hun så en tyr blive dræbt.
”Men det afskrækkede mig ikke, og jeg syntes ikke, det var grusomt. Tyren var respekteret og forlod verden med værdighed. Matadoren havde risikeret sit liv for at dræbe den. Når folk spiser deres burger på McDonald’s, har de intet gjort for at fortjene den,” fortæller hun mig dagen efter vores første møde.
Vi sidder på en Starbucks, som stort set alle europæiske byer har til overflod. Men kun Spanien og i mindre grad Frankrig har tyrefægtning, og det er mildest talt ikke let for en engelsk kvinde over 30 at komme ind i dens lukkede, kvindefjendske og små-korrupte verden. Gisela startede ved at tage et job på færgen fra England til Bilbao og tage toget til Sevilla, hver gang hun havde fri.
”Det var en skrækkelig tur op og ned gennem landet, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte vænne mig til det, for sådan er livet også for en tyrefægter på turné,” siger hun og griner. Først skulle hun have spanierne til at tage hende seriøst.
”Jeg tog rundt til forskellige ferias og prøvede at hægte mig på de folk, der så ud som om, de vidste noget. En masse ranchejere og deres venner inviterede mig på middag, men de troede alle, at jeg var ude efter at komme i seng med den seneste berømte matador. Jeg kunne ikke kontakte tyrefægterskolerne direkte, for de tager kun elever ind under 21 år. Derefter er du på egen hånd.”
Men et heldigt møde med den amerikanske forfatter Allen Josephs, der har skrevet om tyrefægtning, skaffede hende en telefonsamtale med den tidligere matador Curro Camacho. Han har optrådt i både Sevilla og Madrid, men gik på pension for snart 30 år siden. Nu giver han gratis timer – temmelig usædvanligt for en eks-tyrefægter. To uger senere var Gisela i Sevilla for at vise, hvad hun kunne med en kappe.
”Jeg kunne jo ingenting dengang, men han var meget opmuntrende og nem at snakke med,” fortæller Gisela om sin træner, som hun siden har fået en slags far-datter-forhold til. Mens alle sevillanerne var rejst væk i den ulideligt varme august måned, lærte han hende at holde kappen korrekt og vænne sig til dens vægt. Den er tungere, end man tror.
”Det var en skrækkelig tur op og ned gennem landet, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte vænne mig til det, for sådan er livet også for en tyrefægter på turné,” siger hun og griner. Først skulle hun have spanierne til at tage hende seriøst.
”Jeg tog rundt til forskellige ferias og prøvede at hægte mig på de folk, der så ud som om, de vidste noget. En masse ranchejere og deres venner inviterede mig på middag, men de troede alle, at jeg var ude efter at komme i seng med den seneste berømte matador. Jeg kunne ikke kontakte tyrefægterskolerne direkte, for de tager kun elever ind under 21 år. Derefter er du på egen hånd.”
Men et heldigt møde med den amerikanske forfatter Allen Josephs, der har skrevet om tyrefægtning, skaffede hende en telefonsamtale med den tidligere matador Curro Camacho. Han har optrådt i både Sevilla og Madrid, men gik på pension for snart 30 år siden. Nu giver han gratis timer – temmelig usædvanligt for en eks-tyrefægter. To uger senere var Gisela i Sevilla for at vise, hvad hun kunne med en kappe.
”Jeg kunne jo ingenting dengang, men han var meget opmuntrende og nem at snakke med,” fortæller Gisela om sin træner, som hun siden har fået en slags far-datter-forhold til. Mens alle sevillanerne var rejst væk i den ulideligt varme august måned, lærte han hende at holde kappen korrekt og vænne sig til dens vægt. Den er tungere, end man tror.
Gisela var lovende, mente Curro og besluttede sig for at træne med hende, selvom hun langt fra var klassisk tyrefægter-materiale. Siden har hun skiftevis boet i Sevilla med fire timers træning hver dag og i Sydengland, hvor hun passer sit arbejde med psykisk syge, afslutter sin psykologuddannelse og træner, hvor hun kan komme til det.
I overmorgen skal hun møde en rigtig kalv, fortæller hun mig på Starbucks. Det sker sjældent, for kalvene er dyre og ranchejerne ikke til at stole på. Det ene øjeblik har man en aftale, det næste øjeblik giver de kalven væk til en ven, hvis søn gerne vil være matador. Og som kvinde kan man ikke bare rejse landet rundt og lede efter dyr at øve sig på.
”Jeg har snakket med andre kvindelige tyrefægtere, og vi har alle oplevet problemer på grund af vores køn. Det har ikke ændret sig, siden Conchita Cintrón (berømt kvindelig matador, der døde i 2009, red.) gjorde karriere i 1950’erne. Hvis du er en mand, kan du tage rundt i landet og finde forskellige trænere, men hvis du er kvinde, ser alle dig som ’an object for the bedroom’,” siger hun.
I overmorgen skal hun møde en rigtig kalv, fortæller hun mig på Starbucks. Det sker sjældent, for kalvene er dyre og ranchejerne ikke til at stole på. Det ene øjeblik har man en aftale, det næste øjeblik giver de kalven væk til en ven, hvis søn gerne vil være matador. Og som kvinde kan man ikke bare rejse landet rundt og lede efter dyr at øve sig på.
”Jeg har snakket med andre kvindelige tyrefægtere, og vi har alle oplevet problemer på grund af vores køn. Det har ikke ændret sig, siden Conchita Cintrón (berømt kvindelig matador, der døde i 2009, red.) gjorde karriere i 1950’erne. Hvis du er en mand, kan du tage rundt i landet og finde forskellige trænere, men hvis du er kvinde, ser alle dig som ’an object for the bedroom’,” siger hun.
Men nu er det lykkedes hende at skaffe sig ind til en tentadero, altså en rigtig kamp. Hun har det fint nok nu, men i aften vil hun begynde at blive nervøs. At udfordre en kalv lyder måske ikke så farligt, men den har horn og angriber meget lig en tyr, så det er langt fra det samme som at tage kampen op med en sortbroget dansk malkeko. Man skal have valor, mod og mandshjerte, og frygten for tyren går aldrig væk, selv ikke hos hærdede professionelle.
Sarte middelklassenerver
I tyrefægtningens anden runde, tercio de banderillas, skal matadorens tre hjælpere plante farverige spyd i dyrets enorme nakkemuskel, igen for at svække det. Først løber banderillo’en lige imod tyren; de stormer mod hinanden. I sidste øjeblik springer manden til side, spidder tyren og løfter sig væk fra dens angrebslinje – hvis han er god.
Sarte middelklassenerver
I tyrefægtningens anden runde, tercio de banderillas, skal matadorens tre hjælpere plante farverige spyd i dyrets enorme nakkemuskel, igen for at svække det. Først løber banderillo’en lige imod tyren; de stormer mod hinanden. I sidste øjeblik springer manden til side, spidder tyren og løfter sig væk fra dens angrebslinje – hvis han er god.
Det er ikke altid, at spyddene sætter sig fast, men tredje runder starter alligevel, mens tyren stadig er farlig. Indtil min første tercio de muerte har jeg forsøgt at bekæmpe den triste følelse af, at jeg overværer noget, der egentlig ikke burde finde sted. Tænk på sidste gang, du spiste carpaccio, Marta, tænk på hvor det kommer fra, fortæller jeg mine sarte middelklassenerver.
Men da matadoren kommer ind, nu med den røde muleta, glemmer jeg alt det. an sniger sig frem på tåspidserne, kaster hovedet op og hagen frem, som om tyren var en rivaliserende bejler, han skulle provokere. Kappen glider frem, men manden står stadig foran dyrets skarpe horn og dens massive prustende tunghed, kun et skridt væk. Tyren danser hen mod ham, stanger kappen, drejer, stanger igen, manden tripper væk, tyren stanger igen, ind i det røde. For hver manøvre bliver ”olé”-råbene kraftigere.
Alt, hvad matadoren gør med sin kappe, kaldes faena, og der er et utal af forskellige manøvrer. Jo tættere, tyren kommer på manden uden at stange ham, jo bedre, og de bedste matadorer kommer ikke tilbage fra en tyrefægtning uden dyreblod på deres gyldne bolero.
Når det næsten er slut, skal matadoren dræbe tyren ved at jage en sabel ned mellem dyrets skulderblade og ramme hjertet eller snitte hovedpulsåren over. Så dør tyren med det samme. Sværdet kan ramme en knogle eller ikke komme hele vejen ned, eller det kan punktere lungen, så tyren langsomt drukner i sit eget blod. Jeg ser, hvordan matadoren placerer sig foran tyren, løfter sablen, skyder brystet frem og sigter. Så løber han frem. Dødsstødet går i bund første gang.
Som regel kommer han og de andre toreros uskadte fra arenaen, for tyrefægtning, som det foregår i Spanien, er ikke en ligeværdig kamp mellem manden og dyret eller en sport.
Når det næsten er slut, skal matadoren dræbe tyren ved at jage en sabel ned mellem dyrets skulderblade og ramme hjertet eller snitte hovedpulsåren over. Så dør tyren med det samme. Sværdet kan ramme en knogle eller ikke komme hele vejen ned, eller det kan punktere lungen, så tyren langsomt drukner i sit eget blod. Jeg ser, hvordan matadoren placerer sig foran tyren, løfter sablen, skyder brystet frem og sigter. Så løber han frem. Dødsstødet går i bund første gang.
Som regel kommer han og de andre toreros uskadte fra arenaen, for tyrefægtning, som det foregår i Spanien, er ikke en ligeværdig kamp mellem manden og dyret eller en sport.
Aficionados anmelder en corrida i avisens kultursider og betragter det som en kunstart i stil med en opera eller et tragisk teaterstykke med nøje opdelte akter. De fleste bryder sig ikke om at se døden blive udstillet og ritualiseret på den måde og påpeger, hvordan tyren lider under de her macho-mænds primitive opvisning af styrke. Hemingway tog til Spanien, fordi det var et af de eneste steder, man stadig kunne se voldelig død – men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at se? Kritikerne har ret i, at det er det selvfølgelig ikke.
Spanierne behøver ikke at bevare tyrefægtningen lige så lidt, som vi behøver at spise kalv og bacon eller gå i skind fra dyr, der lever korte, kummerlige liv og ender dem på en kødkrog. Det er ikke nødvendigt at udnytte dyr på den måde, selv ikke hvis man kan henvise til, at andre gør det samme. Men vi udnytter dem alligevel og glæder os over smagen af kød, fornemmelsen af ægte læder. Som Hemingway siger: ”Det er moralsk, når man føler sig godt tilpas bagefter, og det er umoralsk, når man føler sig dårligt tilpas bagefter.”
Aflyst tentadero
Det er middag på Puerta de Jeres, og jeg mødes igen med Gisela. Hendes tentadero er aflyst. Hvorfor?
”Who knows… Måske på grund af en fejde mellem Curro og en ældre mand, der vil have, at hans søn og datter skal være matadorer. Jeg har holdt med Curro, og så skaber man sig fjender. Man kan ikke stole på sin egen skygge i den her verden, og tingene ændrer sig fra den ene dag til den anden,” fortæller hun senere.
Samme aften skal hun træne, men er langt fra motiveret. Vi tager metroen ud af Sevilla og hen til en mindre arena, hvor Curro venter. Han har sort gråsprængt hår, pilotbriller og en aura af gammel rockstjerne. Tre unge drenge løber rundt i sandet og varmer op, mens grå skyer samler sig. I stedet for en rigtig tyr har de hinanden at øve sig på samt en trillebør med et påklistret tyrehoved.
”Who knows… Måske på grund af en fejde mellem Curro og en ældre mand, der vil have, at hans søn og datter skal være matadorer. Jeg har holdt med Curro, og så skaber man sig fjender. Man kan ikke stole på sin egen skygge i den her verden, og tingene ændrer sig fra den ene dag til den anden,” fortæller hun senere.
Samme aften skal hun træne, men er langt fra motiveret. Vi tager metroen ud af Sevilla og hen til en mindre arena, hvor Curro venter. Han har sort gråsprængt hår, pilotbriller og en aura af gammel rockstjerne. Tre unge drenge løber rundt i sandet og varmer op, mens grå skyer samler sig. I stedet for en rigtig tyr har de hinanden at øve sig på samt en trillebør med et påklistret tyrehoved.
Gisela er træt og skuffet, lægger armene over kors og lytter lidt modvilligt til de andres råd i løbet af træningen. Drengene pjatter, er useriøse og irriterer hende yderligere. Først til sidst, da en fyr omkring de 20 dukker op, bliver træningen mere intens. Hans tentadero er også blevet aflyst, og de himler med øjnene.
Et par måneder senere snakker jeg med Gisela, der absolut ikke har opgivet drømmen om at blive tyrefægter. Hun tog hjem til Sydengland et par dage efter den nedslående træning og har trænet på en privat tennisbane efter arbejde. Nogle dage tænker hun, at hun må være vanvittig, siden hun forsøger at klare sig inden for en lukket og mandsdomineret sport i så høj en alder. Men så tager hun sig sammen og husker på, at hun aldrig ville kunne leve med sig selv, hvis hun gav op.
”Tyren er altid et eller andet sted i mine tanker. Det er en blandet følelse, men den går ikke væk. Så jeg ved, jeg må fortsætte.”
En måned efter har hun skaffet sig tre tentaderos.
Illustrationer af Cecilie Rebbelstam Kjær. Det øverste billede er taget af Amancio Guillen.
Et par måneder senere snakker jeg med Gisela, der absolut ikke har opgivet drømmen om at blive tyrefægter. Hun tog hjem til Sydengland et par dage efter den nedslående træning og har trænet på en privat tennisbane efter arbejde. Nogle dage tænker hun, at hun må være vanvittig, siden hun forsøger at klare sig inden for en lukket og mandsdomineret sport i så høj en alder. Men så tager hun sig sammen og husker på, at hun aldrig ville kunne leve med sig selv, hvis hun gav op.
”Tyren er altid et eller andet sted i mine tanker. Det er en blandet følelse, men den går ikke væk. Så jeg ved, jeg må fortsætte.”
En måned efter har hun skaffet sig tre tentaderos.
Illustrationer af Cecilie Rebbelstam Kjær. Det øverste billede er taget af Amancio Guillen.
