Det umoralske

At slå et dyr ihjel på den flotteste måde. Det er tyrefægterens job.

Når det næsten er slut, skal matadoren dræbe tyren ved at jage en sabel, den såkaldte estoque, ned mellem dyrets skulderblade og ramme hjertet eller snitte hovedpulsåren over. Så dør tyren med det samme. Sværdet kan ramme en knogle eller ikke komme hele vejen ned, eller det kan punktere lungen, så tyren langsomt drukner i sit eget blod i stedet. En kender af tyrefægtning, en aficionado, ser helst, at dødsstødet går i bund. En hurtigt udført estocada er simpelthen bedre håndværk.

Inden tyrefægtningen sidder jeg på Bar Flor, der ligger ved siden af arenaen i Málaga. Under festugen er der corrida de toros, som spanierne kalder det, hver eftermiddag. En overvægtig albino i vanillefarvet jakkesæt og fedora bestiller kaffe og ryger cigar, mens to gamle mænd i åbenstående skjorter gestikulerer voldsomt om regningen. Den ene vil betale, det vil den anden også. 

Senere, da der kun er en time til tyrefægtningen, er alle bordene taget, og folk kredser som gribbe om de gæster, der sidder med tømte glas og skrabede tallerkener. En mand spørger, om jeg ikke snart går. Alle andre flagrer med flyers, der viser en matadors glimtende uniform. Lige ved siden af ligger arenaen, og jeg går, inden larmen bliver for meget.

Tyren dør altid
I løbet af en klassisk corrida dør seks tyre, slagtet af tre matadores. En gang imellem lykkes det dyret at bore et horn ind i tyrefægteren og, endnu sjældnere, slå ham ihjel – særligt udsatte er lysken og armhulen. I maj 2010 kom Julio Aparicio på operationsbordet, fordi en tyr havde jaget sit horn op under hagen og ud gennem munden på ham. Tyren dør så godt som altid, fordi en af de andre tyrefægtere træder til, hvis deres kollega kommer til skade.

Arenaens sand er sennepsgult, og jeg har fået en plads over en af dens to porte. I løbet af de næste to timer bliver seks døde tyre slæbt ud under mine fødder. Vi sidder tæt pakket på stenbænke som i et antikt amfiteater, og til højre for mig sidder en far med sin teenagesøn og spiser solsikkekerner. For 30 euro kan man få en billig plads i solen, mens de dyre stole i det skyggefulde galleri koster næsten 100 euro. På de forreste rækker i en særlig VIP-boks læner en lille pige dovent sin albue på træværket og venter på den første tyr.

En tyrefægtning har tre runder, og kun i den tredje er matadoren alene med dyret. Inden da skal flagmændene, banderilleros, og de ridende lansemænd, picadores,  hjælpe ham med at få tyren gennem en række ritualer, som gør den klar til tercio de muerte, dødens tredjedel.

Vinkendere og boltpistol
Til venstre for mig stormer det første dyr ud. Med lette skridt, selvom en arenatyr vejer mindst et halvt ton. Den ved ikke, at den skal dø, men opfatter kun, at dens territorium er fuld af fjender og styrter rundt efter først den ene, så den anden banderillero. Da går det op for mig, at jeg aldrig har set et dyr blive slået ihjel før. Det sker ellers hele tiden på danske slagterier med boltpistol, skarpe redskaber og stor rutine, men jeg har aldrig været henne at kigge. Ingen underholdningsværdi i det. Jeg får en klump i halsen og husker, hvad Hemingway sagde om fans af tyrefægtning. De er ligesom vinkendere, der ikke længere behøver at drikke de søde årgange, men leder efter den ærlige smag. They want no sweetening. 

I første runde skal matadoren have en idé om, hvilken slags tyr han har med at gøre. Han vil se, om den løber ligeud igen og igen, eller om den standser op i uforudsigelige og forvirrende ryk. Han vil vide, om tyren har et særligt område af arenaen, den kan lide at kæmpe fra, og om den helst stanger til den ene side frem for den anden. Derfor begynder han og hans tre banderilleros at bruge deres kapper for at lokke den rundt i arenaen. Tyren er farveblind og reagerer kun på bevægelse, så det gør ingen forskel, at matadoren er den eneste med en rød kappe. 

Men hesten overlever
Så rider lansemændene ind på godt polstrede heste med bind for øjnene. Inden 1928 var hestene ikke beskyttede og døde, fordi tyren stangede dem i bugen, så tarmene væltede ud. Samtidig skulle rytteren jage sin lanse ned i tyrens skulder for at svække den, ligesom en konkurrerende tyr kunne gøre. I dag kommer lansen stadig ned i tyren, så rytteren somme tider skal stå op i sadlen, men hesten overlever.

 Jeg har hørt, at tilskuerne råber "olé", hvis tyrefægterne klarer sig særlig godt. Indtil videre mumler og snakker de bare, som om de stadig sad på Bar Flor, men nu alle havde fået et bord. Sønnen gnasker videre på sine solsikkekerner, og jeg har stadig en klump i halsen.

I anden runde skal matadorens tre flagmænd placere seks farvestrålende metalhager i tyrens ryg. Det er dem, man kan se på spanske postkort, der viser en tyrefægtning, men det er ikke altid, de alle sætter sig fast. Nogle gange er en banderillero bare ikke så god til det, men tredje runde må starte alligevel, mens tyren stadig er farlig.

Arenaen er tom. Næsten. Matadoren sniger sig frem på tåspidserne. Han kaster hovedet op, hagen først, som om tyren var en rivaliserende bejler, han skulle provokere. Kappen glider frem, men manden står stadig foran dyrets skarpe horn og dens massive prustende tunghed, kun et skridt væk. Jeg ved ikke, hvad de andre tilskuere kigger på. Tyren danser hen mod ham, stanger kappen, drejer, stanger igen, manden tripper væk, men tyren stanger videre, ind i det røde. 

 Alt, hvad matadoren gør med sin kappe, kaldes faena, og der er et utal af forskellige manøvrer. Jo tættere, tyren kommer på manden uden at stange ham, jo bedre, og de bedste matadorer kommer ikke tilbage fra en tyrefægtning uden dyreblod på deres guldglimtende bolero. Når tyren er død, kommer heste eller mulddyr ind i ringen og slæber den ud, så den kan blive skåret op til premiekød.

Det tager mig omkring et døgn, så har jeg det ikke dårligt længere, når jeg tænker på det. Dagen efter har jeg lyst til at gå til endnu en tyrefægtning, men jeg gør det ikke.

Da Hemingway skrev om tyrefægtning i 1932, vidste han godt, at mange mennesker fandt det ulækkert og brutalt. Ikke engang alle hans venner kunne lide det og så det kun én gang i hans selskab. Men han besøgte arenaen igen og igen. Han sagde: "Det er moralsk, når man føler sig godt tilpas bagefter, og det er umoralsk, når man føler sig dårligt tilpas bagefter."