Tilbage til forfra

Back in the day lavede jeg et interview med den topfede konservatorie-dropout-duo Wildbirds & Peacedrums, da de gav koncert i Voxhall og lige havde udgivet deres anden plade, Snake. Birds for hendes stemme, drums for hans percussion, og det var nogenlunde de eneste instrumenter, de havde. Sidste år dukkede artiklen op i Geiger, men medie-unsavvy, som jeg er, har jeg først fundet ud af det nu. Her kommer den ucensurerede version til folk, for hvem aktualitet er en by i Rusland.

Tilbage til forfra

Når man går tilbage, må man starte forfra. Det gjorde parret Mariam Wallentin og Andreas Werliin, da de forlod konservatoriet og dannede et band kun med trommer og sang.

Af Marta Sørensen

De står op hver morgen og starter forfra. Hvad skal man bruge? Trommer, en rytme, noget at forholde sig til, så man ved, hvornår man skal starte, og hvornår man skal stoppe. Desuden en stemme som Mariams, der kæmper, vrider sig fri og svæver.

De har begge gået på konservatoriet i Sverige og droppede ikke ud, som mange artikler skriver, men blev faktisk færdige. De bruger ord som ærlighed og enkelhed, men er ikke meget for at slide dem tynde.

"Vi lavede vores første album ud af ingenting. Det var et eksperiment," siger Andreas om pladen Heartcore fra 2007, hvor vokal og percussion kun sjældent blev krydret med klaver, guitar eller orgel. Siden udgav de pladen Snake og derefter to EP'er, Retina og Iris, som skal samles til albummet Rivers engang senere på året.

Koncerterne er det vigtigste
Men pladerne er egentlig ikke så vigtige for dem som koncerterne.

"Live-delen er det vigtigste for os. Vores albums er bare en spontan form for dokumentation," siger Mariam og afslører, at hun ikke har lyst til at blive for knyttet til sine albums.

"Vi prøver aldrig at efterligne albummet og improviserer i stedet. Jeg har et problem med tanken om den definitive version af en sang," siger hun.

"At skabe sange er en lang proces, og hver sang er anderledes. Vi vil gerne være ærlige over for selv og over for vores instrumenter. Og jeg syntes faktisk, det er lykkedes for os. Det er ok at spille enkelt og at komme tilbage til ærlighed og enkelhed. Nu tillader vi os selv at bringe flere ting ind i musikken," erklærer trommeslageren.


Forfra og ingenting
Men der er et problem med at starte forfra og fra ingenting. Om morgenen, når alt er stille, lyder det fantastisk. Om aftenen, efter flere timer med iPods, biler, chefer og snak, så ved man ikke helt, hvordan man skal lytte til det. Sådan en aften var d.21.februar, da Wildbirds and Peacedrums spillede på Voxhall i Århus.

"Jeg mener, de er jo et konceptband," sagde en tilskuer og hentydede til den sparsomme instrumentering.

Mariam var ved at starte en sang op. Hun sang en frase, vippede med hånden, kiggede på Andreas; en rytme var i gang. Den flød ud i rummet, men så løftede Andreas trommestikkerne og holdt dem svævende længe, mens Mariam holdt vejret, vippede lidt mere med hånden. Var de gået i stå, eller var det meningen?

Skolede skrig
De er kun to, og så hænger man lidt på den. Der er ingen guitarist til at køre i tomgang, ingen basgang, ingen fuldfede klaverakkorder til at redde en mislykket høj tone.

Men de har tykke vielsesringe på af guld og hænger rigtig godt sammen på scenen. Det bliver de nødt til, for hvis en af dem glemmer noget eller misser et slag, er der nærmest ikke noget tilbage.

Man kan ikke lave en koncert med en mand, der slår en utrolig simpel rytme. En kvinde, der udstøder uartikulerede lyde på smukke toner, giver heller ikke meget mening uden en makker.
Heldigvis har Mariam og Andreas gået på konservatoriet, så de glemmer sjældent et slag; hvis de gør, var det måske meningen.

Der er få musikere og næsten ingen mennesker, der starter forfra på samme måde som Wildbirds and Peacedrums.

Kun få af os har en så veludviklet sans for rytme, så trænede hænder, så klare stemmer og skolede skrig som dem. Kun få af os har diskuteret med en musikprofessor og sunget med koncertpianister. Når Mariam og Andreas bryder reglerne, er det fordi de kender dem som få andre. Om konservatoriet siger de:

    "Mange begynder, fordi de har fået at vide, at det er den rette vej at gå. Det bliver pisket ind i dem, og de vil gerne være dygtige og få bekræftelse. Men for os var det fattigt på følelser. Det handlede om at gøre sin lærer glad. Men det man lærer, har intet med den virkelige verden at gøre," siger Andreas.

"Eller med det, der sker inde i én," tilføjer Mariam og fortsætter: "Ens instrument bliver udfordret, men så heller ikke mere. Der er alt for mange regler. Jeg læste så mange bøger dengang, men nu kan jeg ikke huske dem."

Modstand er godt
Men reglerne var nødvendige, før man kunne bryde dem.

"Det var godt med modstand, så man havde noget at reagere imod, at spille bold op ad. Men det var først bagefter, når jeg ser tilbage på det, at det blev noget positivt. Da vi begyndte at lave musik, ville vi langt væk fra den måde at spille på, som fandtes på konservatoriet," siger Andreas.

 Trommeslageren har i det hele taget ikke noget imod modstand. Heller ikke på scenen.

"Det er godt med friktion og noget at kæmpe mod, fx når udstyret ikke virker. Det er nogle gange det, der skaber de gladeste øjeblikke," siger han.

"Det skal du ikke sige," bryder Mariam ind. Hun er lidt overtroisk. "Det er ikke nødvendigvis det, som skaber de bedste koncerter," understreger hun.

Fysisk og musikalsk tiltrækning
De mødte hinanden på konservatoriet, blev forelskede og startede et band sammen.
"Det bedste ved at gå på konservatoriet var, at vi mødte hinanden. Jeg blev tiltrukket af dig både fysisk og musikalsk," siger Andreas. Så nu turnerer de i Europa og USA og varmer blandt andet op for Lykke Li. Mariam kalder den svenske popsangerinde for en professionel kunstner, mens hun selv har svært ved at levere det samme show lige godt hver gang.

"Jeg kan ikke fake en følelse, når jeg går på scenen. Hvis jeg ikke føler det, så er jeg ikke tilfreds, selvom jeg har et skrigende publikum," indrømmer hun.

Andreas påpeger, at de først lige er startet som band.
"Vi er nok stadig lidt følsomme, fx over for dårlige anmeldelser," siger han.

Man vil tilbage til udgangspunktet
De gik tilbage, men kunne ikke starte forfra, for hvem var de så?
Mariam siger selv, at hendes drøm for 10 år siden var at få en uddannelse.

"Jeg kan ikke lide at snakke om uddannelse nu," siger hun, men jeg ved ikke helt hvorfor, så hun fortsætter: "Jeg kommer fra en arbejderklassefamilie, og jeg valgte at få en uddannelse. Men når man bliver voksen, vil man gerne tilbage til udgangspunktet, til the primal core."

Det er kun godt, at man aldrig kan gå hele vejen tilbage.

Wildbirds and Peacedrums ville ikke være noget, hvis de kun var trommer og vokal. De ville ikke være noget uden Mariams stemme, som kender reglerne, men kaster dem rundt; som ved, hvordan man synger rent og derfor ikke behøver at støtte sig til klichéer og kadencer. Den er en ørn, som man burde have i ørerne, mens man rejser over bjerge og søer.

De ville heller ikke være noget uden Andreas' indviklede percussion, hans opfindsomhed og pågåenhed. De ville ikke være noget uden hinanden; uden den perfekt sammenspillede syntese af stammedans og fugleskrig.

Derfor er det ikke helt sandt, når Mariam synger: "and once again, I'm back to scratch." Heldigvis.