Why wise words are double-dealing douchebags: Un-advice for the uninspired

Looking for inspiration on the internet is like looking for love in all the wrong places. People who spend most of their time doing proper offline things like cooking with loved ones or educating women in Afghanistan will tell you this. Luckily, you don't have to venture out into the Middle East or even your own kitchen to figure that out. The startling discovery can be made right here on... you guessed it, the internet.

Let's start with the obvious: You've googled "inspiration" and found a fucking software firm. How depressing. Moving on, you google "inspirational quotes". Why? Well, assuming you're like me, you have a great deal of respect for people who have achieved something and then managed to bitesize it into user-friendly quotes you can put on Facebook. Hey, look at that, there's actually a site called inpirational-quotes, wonder if they have any of my favourite authors.

OK, so this site is nothing like a blog, feed or anything remotely web 2.0. You actually have to click on categories, making it a bit like porn, only here it's not "interracial" or "bukkake", but heavier stuff like "Build a Good Character" and "Dealing with People". Who doesn't want that?

Top of the list in the character building category is Henry David Thoreau: "You cannot dream yourself into a character; you must hammer and forge yourself one." See, that's what I mean, cooking with loved ones! Educating women in Afghanistan! Actually being out there hammering and forging and... OK, one more quote, and I'm good to go.

Lord Chesterfield: "Be your character what it will, it will be known, and nobody will take it upon your word." What? Couldn't have made that a bit more readily accessible, could you, Chester? OK, so I suppose it means that whatever you try and tell people about how wonderful you are, they'll see through it. Or that people will talk shit about you, and there's nothing you can do to stop it? Not very inspirational, that. Was just thinking of joining the armed forces, writing home about this terrible, terrible war, but what does it matter if there's no one to believe me?! Fuck this, next quote.

Thomas Paine: "Reputation is what men and women think of us; character is what God and angels know of us." Huh? Thomas Paine talking about angels? I thought he was an atheist or at least agnostic, and here he is going on about... Heeeey, wait a minute, maybe he's taking the piss out of that whole "essence of character", "inner core" thing and doing a Warhol - a post-modern "I'm deeply superficial"-ish statement for the Enlightenment age.

Like, saying that none of us can ever really know anything about ourselves, eh? Eh? Doesn't make sense to do that when you're 250 years away from post-modernism, though. OK, I give up, dude's obviously into angels, but translate that into "we", and it's about knowing your own, sometimes murky, morals and motives and having the balls to confront them instead of riding on a wave of popularity.

So, what I have learned so far? In order to build character you should go out into the world, expecting to be slaughtered, seen through or simply misunderstood. Yet if you can look yourself in the face after having brooded sufficiently over the flaws in your personality, you should be fine.

Result: I have become a repressed and bitter closeted gay Oxford don.

Severed head alive and looking for body: The case for fake interviews

When I was little, there was a magazine called 'It's A Mad Mad World': a Danish version of the National Enquirer, only weirder. I can almost recite one of the articles by heart, called 'Severed Head Alive and Looking for a Body'. 

Apparently, a man trimming his hedge had lost control over his chainsaw and cut off his own head. Later, the head turned up on a plate, connected to a million wires and sleeping 22 hours a day, but otherwise alive and well. Scientists would not say what had happened; instead there was a photo, effectively destroying any doubts readers might have about this unlikely beheading-cum-body search. 

I'm not saying me and my childhood innocence believed it; I knew it was bullshit, but in those days my disbelief was suspended so high that it didn't matter. It's the same with celebrities in magazines. Everyone who buys the latest Esquire as soon as it comes out in order to devote their afternoon to the latest Javier Bardem feature has his or her disbelief walking a tight rope between Mount Everest and Kilimanjaro.

That's because the point of celebrities is that they offer something you want, but can never ever get. Not because you don't have the money or the connections, but because it doesn't exist anywhere but on paper. Ask anyone who's had the pleasure of being interviewed by ladies and gentlemen of the press: as soon as their words are printed, the image takes on a life of its own, completely divorced from reality. Even if famous people were never misquoted or misunderstood, the articles would still not be about them, but about us. 

What does it matter to anyone if George Clooney or Megan Fox are single or not? None of us reading about them will ever get near them, let alone stand a chance of dating them. Why do we care what Robert Pattinson does in his spare time, we're not buying him a birthday present, at least not if we're over 12 and mentally stable. It serves no purpose, and famous people know this. Therefore, they claim that we are not entitled to anything other than what we get: the film, the song, the interview, the odd gay rumour. They didn't ask for the paparazzi, the exposure and the intrusion, hence the fence of their ubiquitous entourage. 

Luckily, we can always make things up. Invent stuff, for example a fake interview. It's not like they're real people to us, which is why most people when meeting their idol just stand there, awestruck, audibly twisting their brains to transform a million pictures into an actual 3D person.

    Technically, of course, the Esquire interview is not made up; someone actually talked to Javier Bardem, recorded his words and put together an article. There is in all likelihood an mp3 file out there on someone's laptop containing the man's voice as it describes the ups and downs of its owner's career. But what if there wasn't? 

I mean, it's not Shakespeare. Read a few interviews with a celebrity, and you'll soon get the gist of what they're trying to say. What transpires in an interview with a person from the entertainment business is in 9 out of 10 cases something that could simply have been conjured up by the journalist anyway. 

From thereon, most writers would be perfectly capable of creating an actual conversation, creating a genre between wish fulfillment and fan fiction that has hitherto only been dreamt of in an Italian journalist's desperate career philosophy. Yet most reporters content themselves with adding to the cacaphony of gossipy soundbites about things that supposedly happened. Who cares if they happened? 

All you need to create a fake interview is a properly famous Übermensch and a slightly deranged imagination, and you could be a journalist prophet, writing the gospel about our lords of the Oscar nights and Grammy Awards. At least for those who like reading about severed heads.
  

Paven bag tremmer

Kan man smide Paven i fængsel for at være medskyldig til pædofiliskandalerne i den katolske kirke? Ja da – hvis man har de rigtige advokater! 

Det siger i hvert fald den britiske topadvokat og ekspert i international lov Geoffrey Robertson. I forbindelse med, at Pave Benedict XVI kom til Storbritannien sidste måned, udgav Robertson en heftig anklage mod den tidligere kardinal Joseph Ratzinger: The Case of the Pope

Man kan godt fornemme, at bogen er skrevet ret hurtigt, for en redaktør kunne godt have fjernet de mange gentagelser. Eller måske er det bare sådan, man gør i den juridiske verden. Under alle omstændigheder er bogen ikke så kompliceret som forfatterens fag, og faktisk kan de 174 sider koges ned til tre. Har du ikke tid til dem, kommer her en lynopsummering:

1)      Tusindvis af børn er blevet misbrugt af katolske præster over hele verden.

2)      Den katolske kirke har ikke meldt disse præster eller smidt dem ud af kirken, men i stedet skjult dem for myndighederne og kørt sager mod dem efter deres egen, meget overbærende kirkelov.

3)      Pavestolen – det vil sige Paven og hans medarbejdere i pseudo-staten Vatikanet - har dermed kørt et parallelt og ulovligt retssystem i de lande, hvor misbrug har fundet sted.

Og så den lange:
  

Sexmisbrug i den katolske kirke er gået fuldstændig amok med konstante afsløringer af pædofile præster i alle verdenshjørner og undersøgelser, der viser at næsten en tiendedel af de klerikale har forbrudt sig (needless to say, en overrepræsentation i forhold til fx børnehavepædagoger).

Samtidig nægter hverken Paven eller hans Curia, altså rådgiverne og bureaukraterne i Vatikanet, at tage ansvar og insisterer i stedet på at køre et parallelt retssystem efter den katolske kirkes egne kanoniske lov.

Dette ikke særlig tidssvarende dokument straffer for det groveste sexmisbrug en perverteret præst med… At han ikke må være præst længere! De fleste sager går ikke engang så langt, men ender med, at den anklagede enten bliver idømt en form for bod, fx at han skal bede et vist antal bønner, eller at han bliver sendt til et andet - ikke nødvendigvis børnefrit – sogn eller land.

Præste-trafficking kalder Robertson dette gustne fænomen. Ikke noget med at overgive den dømte til myndighederne eller endda ekskommunikere ham, altså smide ham ud af kirken. 

Derudover understreger loven, at lige så snart en sag er gået i gang, må ingen af de implicerede udtale sig til offentligheden. Det har betydet, at mange strengt katolske familier af frygt eller respekt for kirken aldrig har fået mulighed for at føre en rigtig retssag igennem.

Denne farce kan i flere tilfælde føres direkte tilbage til Paven, der i sin tid som kardinal forsøgte at skjule en række pædofile præster fra myndighederne og insisterede på at retsforfølge dem efter kanonisk lov.

Desuden har Ratzinger som pave udvist en utrolig arrogance og modvilje mod at samarbejde med myndighederne i opklaringen af pædofilsagerne. Dette sammenlagt med hans fortsatte accept af den kanoniske lov giver one nasty Pope, der undergraver retssystemet i de lande, hvor pædofile præster har skjult sig i skriftestolen.

Men hvis Paven har et ansvar, hvorfor så ikke slæbe ham i retten? Fordi han ikke bare er religiøs leder, men statsoverhoved og dermed immun over for de italienske caribinieri, der ellers kan anholde enhver anden romersk forbryder. Pavens stat hedder Vatikanet, men er lidt af en joke, påstår Robertson.

Pave Pius XI

Il Duce - Benito Mussolini

For det første opstod bystaten som en suspekt studehandel mellem den daværende Pave Pius XI og den fascistiske leder Mussolini. I 1929 ville paven have magten over de italienske sjæle via skolerne, mens Il Duce ville have de italienske stemmer via præstepropaganda, et voilà! Et styks selvstændig stat, der i dag som den eneste ikke-medlemsstat har status af permanent observatør i FN's generalforsamling. Det betyder, at de sidder lige efter medlemslandene og foran Palæstina, Røde Kors samt en lang række internationale organisationer. De har ret til at være med i debatter og komme med forslag til FN's officielle dokumenter – stort set som en medlemsstat, bare uden stemmeret.

Men Vatikanet er ikke en stat, siger Robertson, i hvert fald ikke ifølge den traktat om statens rettigheder og pligter, der blev underskrevet i Montevideo i 1933, og som nu er en del af international lov. 

Traktaten kræver for det første, at en stat har en permanent befolkning – Vatikanet har stort set kun Paven og et par hundrede medarbejdere, og de bor der aldrig et helt liv ad gangen. Idéen om den vatikanske statsborger er absurd; stedet fungerer snarere som arbejdsplads for cremen af den katolske kirke. 

For det andet skal man have et territorium, og Vatikanet har kun et palads med lidt have omkring, der i enhver meningsfuld forstand er en del af Rom. Italiensk lovgivning gælder, hvis man bliver taget i at stjæle; man bliver henvist til den italienske ambassade, hvis man har mistet sit pas i Peterskirken; kloakkerne, politiet, gas og vand kommer fra Italien.

For det tredje skal en stat have en regering, hvilket er lidt svært, når der ikke er noget folk at regere eller noget territorium at adminstrere. Vatikanet har ikke sit eget forsvar, skattevæsen eller nogen anden institution, man forventer af en stat. Selv da Pave Johannes Paul II blev skudt i 1981, kunne Vatikanet ikke anholde ham, selvom den nyligt løsladte forbryder, Mehmet Agca, protesterede mod at komme for en italiensk domstol, da mordforsøget havde fundet sted inden for bystatens mure.

For det fjerde og sidste skal en stat kunne indgå relationer til andre stater, fx sende diplomater afsted, der gør mere end bare at arrangere pavebesøg. Det lever Vatikanet på ingen måde op til.

Vatikanet - staten inde i byen, til venstre for floden Tiberen. Kilde: Google Maps

Uanset hvad, siger Robertson, er det muligt for enten verdenssamfundet eller en af de tidligere misbrugte ofre at slæbe Paven i retten.

Er Vatikanet en stat, og Paven et statsoverhoved, kan han stadig slæbes i retten for forbrydelser mod menneskeheden. Benedikt XVI er stadig tysker, og Tyskland har godkendt den internationale Kriminaldomstol, der kan føre den slags sager. Selvom Ratzinger ikke proaktivt opfordrede til misbrug, gjorde han heller ikke noget særligt ved det, selvom han vidste, at det foregik, og det er nok.

Her henviser Robertson til en sag mod de tidligere østtyske ledere Erich Honecker og Egon Krenz, der aldrig straffede vagterne ved Berlinmuren for at slå folk ihjel, der prøvede at flygte. Dermed accepterede de indirekte, at det foregik, og Krenz endte således med at få seks år i fængsel for at være medskyldig til manddrab. På samme måde er Paven også skyldig i grov forsømmelse.

Hvis Paven ikke er et statsoverhoved, er det så meget desto nemmere at anholde ham, lige så snart han træder uden for Vatikanets grænser. Men der er selvfølgelig en masse teknikaliteter, og hvis sådan en sag nogensinde skulle komme i retten, vil Vatikanet gøre alt for at forsinke den, fx forlange at alle retsdokumenter skal oversættes til deres modersmål – latin. Selv Robertson indrømmer, at international kriminallov er temmelig kompliceret.

En anden mulighed er, hvis en eller flere ofre for misbrug sagsøger Paven. Her er det ikke så vigtigt, om Ratzinger er et statsoverhoved eller ej, sålænge man kan påvise et link mellem ham og en kriminel præst, fx via en biskop, der kendte til misbruget. Der kører et par af den slags sager i øjeblikket, blandt andet O'Bryan v Pavestolen, der er kommet helt op til den amerikanske Højesteret. Her skulle Vatikanet forklare forholdet mellem Paven og hans ansatte, men påstod at dette var uhyre kompliceret selv for de bedste teologer – ikke noget fremragende forsvar, især ikke hvis Pavestolen vil tages seriøst som en selvstændig regering.

Til sidst kommer Robertson med det gode råd, at katolske præster måske alligevel skulle have lov at gifte sig – på den måde kunne mange sexforbrydelser være undgået. Han påpeger også, at det er vanskeligt at slæbe en mand i retten, der udadtil symboliserer godhed og næstekærlighed, og at Paven derfor nok ikke bliver anholdt, når han kommer til Storbritannien (hvad han heller ikke blev). Til gengæld burde kirken selv tage sig sammen og glemme alt om at retsforfølge præster under deres egen lov.

At bekende sine synder

Skriftemålet er et af den katolske kirkes syv sakramenter, dvs ritualer, hvor Gud siges at være til stede. Her kan en katolik bekende sin synder, og præsten kan derefter tilgive ham eller hende på Guds vegne. Kirken forlanger af sine medlemmer, at de skrifter mindst en gang om året, men helst oftere; den forrige pave, Johannes Paul II, var stor fan af sakramentet og gik selv til skrifte hver uge. Først tilstår man de dødelige synder for ikke at komme i Helvede, dernæst de mindre alvorlige. En dødelig synd er en bevidst handling, der forbryder sig mod De Ti Bud, men kan også omhandle andre ting, fx onani eller skilsmisse.

Da jeg var i Glasgow sidste år, talte jeg med en præst ved en katolsk kirke, der ligger midt i byen, kun få skridt fra Sauchiehall Street, som hver weekend er fyldt med fulde diskoteksgæster. Præsten ville gerne være anonym. 

Hvordan var din første gang som præst i skriftestolen?

P: Det gjorde mig meget ydmyg. Folk kommer, fordi de vil ændre deres liv og ved, at Kristus er der. Man føler virkelig, at Gud hjælper dem til at blive stærkere. Inden da havde jeg prøvet offentligt skrifte som barn, hvor alle i familien bekendte deres synder for hinanden.

Offentligt skrifte?

Før i tiden, når en person ikke levede i henhold til et samfunds normer og åbent brød reglerne og De Ti Bud, stod vedkommende uden for fællesskabet. Så fik de muligheden for at tilstå deres synder offentligt, hvorefter de officielt blev inviteret tilbage. Efterhånden som folk levede sammen i større og større fællesskaber, vidste de ikke, hvad alle andre gik og lavede. Derfor skriftede folk i stigende grad om private ting, ikke om offentlige synder. Men der findes stadig offentlige skriftemål, hvor en præst kan give syndsforladelse til mange, hvis der ikke er tid til, at de kan skrifte enkeltvis.

Er der nogle mennesker, der ikke kan skrifte?

Ja, nogle gange må jeg sende folk til en anden specialist, fx hvis de har et misbrug. En narkoman, alkoholiker eller sex-afhængig er ikke i stand til at synde. For at begå en synd skal det ske med fuld forståelse af, viden om og samtykke til synden. Hvis en af de ting ikke er til stede, falder syndens intensitet. Så behøver man ikke at skrifte, men har brug for rådgivning i stedet.

De præcise ord, som synderen og præsten skal sige, varierer, men som regel starter den første med at angre og derefter nævne remse sine synder op. Hvis det er dødssynder, skal man være så nøjagtig som mulig med hensyn til tid, sted og den, man har såret gennem sin synd. Præsten kan godt stille uddybende spørgsmål.

Hvilken slags synder tilstår folk?

Nogle mennesker kommer rutinemæssigt, fordi de har behov for det. De ævler løs om alle mulige småting. Andre kæmper virkelig med deres tro og finder det måske svært at forstå kirkens holdning til prævention eller skilsmisse. Andre igen kæmper med personlige problemer, fx en fattig opvækst.

Hvad er præstens rolle?

Han skal både give gode råd, bede med synderen, opfordre til positiv tænkning og henvise ham eller hende til andre, der måske bedre kan hjælpe. Præsten skal fortælle synderen, at det, vedkommende har gjort, ikke definerer ham. Man er ansvarlig, men det, man gør, og den, man er, er ikke altid det samme.

Inden præsten formelt tilgiver synderen, får vedkommende besked på at gøre bod.

Hvad er eksempler på bod?

Man kan gøre en god gerning, fx besøge et hospital, sige en bøn for sin familie, ofre til kirken eller se en terapeut. Det kommer an på synden.

Til sidste giver præsten syndsforladelse. Dette led i skriftemålet er det vigtigste.

Er der tilfælde, hvor man ikke kan få syndsforladelse?

Hvis man lever i en syndig situation, fx bor med en anden mands kone, kan man ikke få forladelse, medmindre man ændrer situationen. Man må gerne komme i kirke og bede, men ikke modtage nadveren. Løsningen er så at flytte ud og derefter bede præsten om syndsforladelse.

Er der nogle synder, der aldrig kan blive tilgivet?

I princippet kan alle synder tilgives. Nogle steder siger man måske, at visse synder er reserveret til biskoppen, og at han er den eneste, der kan tilgive dem. Det er meget få, meget alvorlige ting, fx heksekunst eller frimureri. Altså noget okkult, der ikke giver mening for en katolik. 

Hvordan undgår en præst at afsløre de ting, han har fået fortalt?

Når et skriftemål er overstået, skal præsten gøre en bevidst indsats for at glemme, hvad der er blevet sagt, især hvis det ikke har været anonymt. Det bliver nemmere med tiden, for folks mønstre er nogenlunde de samme. Der sker ikke så mange usædvanlige ting for de fleste mennesker, og med tiden associerer man ikke personen med de oplysninger, han eller hun giver. Det er et meget specielt sakramente, hvor folk betror sig og er meget ærlige. Bagefter må man glemme alt. Man kan ikke melde dem for en forbrydelse, men må fortælle dem, at de selv skal gå til politiet, fx i misbrugssager, eller til de mennesker, de har skadet, før de kan få forladelse. I svære situationer kan man altid spørge andre præster til råds, fx når unge mennesker er blevet misbrugt, eller når et ugift par lever sammen.

Præsten har tavshedspligt og må ikke afsløre hemmeligheder om forbrydelser, der har fundet sted. Til gengæld har alle i Danmark afværgepligt, hvis de får nys om en forbrydelse, der vil finde sted, og hvis det er nødvendigt, skal de anmelde den mulige forbryder til politiet i henhold til Straffelovens §141.