At bekende sine synder

Skriftemålet er et af den katolske kirkes syv sakramenter, dvs ritualer, hvor Gud siges at være til stede. Her kan en katolik bekende sin synder, og præsten kan derefter tilgive ham eller hende på Guds vegne. Kirken forlanger af sine medlemmer, at de skrifter mindst en gang om året, men helst oftere; den forrige pave, Johannes Paul II, var stor fan af sakramentet og gik selv til skrifte hver uge. Først tilstår man de dødelige synder for ikke at komme i Helvede, dernæst de mindre alvorlige. En dødelig synd er en bevidst handling, der forbryder sig mod De Ti Bud, men kan også omhandle andre ting, fx onani eller skilsmisse.

Da jeg var i Glasgow sidste år, talte jeg med en præst ved en katolsk kirke, der ligger midt i byen, kun få skridt fra Sauchiehall Street, som hver weekend er fyldt med fulde diskoteksgæster. Præsten ville gerne være anonym. 

Hvordan var din første gang som præst i skriftestolen?

P: Det gjorde mig meget ydmyg. Folk kommer, fordi de vil ændre deres liv og ved, at Kristus er der. Man føler virkelig, at Gud hjælper dem til at blive stærkere. Inden da havde jeg prøvet offentligt skrifte som barn, hvor alle i familien bekendte deres synder for hinanden.

Offentligt skrifte?

Før i tiden, når en person ikke levede i henhold til et samfunds normer og åbent brød reglerne og De Ti Bud, stod vedkommende uden for fællesskabet. Så fik de muligheden for at tilstå deres synder offentligt, hvorefter de officielt blev inviteret tilbage. Efterhånden som folk levede sammen i større og større fællesskaber, vidste de ikke, hvad alle andre gik og lavede. Derfor skriftede folk i stigende grad om private ting, ikke om offentlige synder. Men der findes stadig offentlige skriftemål, hvor en præst kan give syndsforladelse til mange, hvis der ikke er tid til, at de kan skrifte enkeltvis.

Er der nogle mennesker, der ikke kan skrifte?

Ja, nogle gange må jeg sende folk til en anden specialist, fx hvis de har et misbrug. En narkoman, alkoholiker eller sex-afhængig er ikke i stand til at synde. For at begå en synd skal det ske med fuld forståelse af, viden om og samtykke til synden. Hvis en af de ting ikke er til stede, falder syndens intensitet. Så behøver man ikke at skrifte, men har brug for rådgivning i stedet.

De præcise ord, som synderen og præsten skal sige, varierer, men som regel starter den første med at angre og derefter nævne remse sine synder op. Hvis det er dødssynder, skal man være så nøjagtig som mulig med hensyn til tid, sted og den, man har såret gennem sin synd. Præsten kan godt stille uddybende spørgsmål.

Hvilken slags synder tilstår folk?

Nogle mennesker kommer rutinemæssigt, fordi de har behov for det. De ævler løs om alle mulige småting. Andre kæmper virkelig med deres tro og finder det måske svært at forstå kirkens holdning til prævention eller skilsmisse. Andre igen kæmper med personlige problemer, fx en fattig opvækst.

Hvad er præstens rolle?

Han skal både give gode råd, bede med synderen, opfordre til positiv tænkning og henvise ham eller hende til andre, der måske bedre kan hjælpe. Præsten skal fortælle synderen, at det, vedkommende har gjort, ikke definerer ham. Man er ansvarlig, men det, man gør, og den, man er, er ikke altid det samme.

Inden præsten formelt tilgiver synderen, får vedkommende besked på at gøre bod.

Hvad er eksempler på bod?

Man kan gøre en god gerning, fx besøge et hospital, sige en bøn for sin familie, ofre til kirken eller se en terapeut. Det kommer an på synden.

Til sidste giver præsten syndsforladelse. Dette led i skriftemålet er det vigtigste.

Er der tilfælde, hvor man ikke kan få syndsforladelse?

Hvis man lever i en syndig situation, fx bor med en anden mands kone, kan man ikke få forladelse, medmindre man ændrer situationen. Man må gerne komme i kirke og bede, men ikke modtage nadveren. Løsningen er så at flytte ud og derefter bede præsten om syndsforladelse.

Er der nogle synder, der aldrig kan blive tilgivet?

I princippet kan alle synder tilgives. Nogle steder siger man måske, at visse synder er reserveret til biskoppen, og at han er den eneste, der kan tilgive dem. Det er meget få, meget alvorlige ting, fx heksekunst eller frimureri. Altså noget okkult, der ikke giver mening for en katolik. 

Hvordan undgår en præst at afsløre de ting, han har fået fortalt?

Når et skriftemål er overstået, skal præsten gøre en bevidst indsats for at glemme, hvad der er blevet sagt, især hvis det ikke har været anonymt. Det bliver nemmere med tiden, for folks mønstre er nogenlunde de samme. Der sker ikke så mange usædvanlige ting for de fleste mennesker, og med tiden associerer man ikke personen med de oplysninger, han eller hun giver. Det er et meget specielt sakramente, hvor folk betror sig og er meget ærlige. Bagefter må man glemme alt. Man kan ikke melde dem for en forbrydelse, men må fortælle dem, at de selv skal gå til politiet, fx i misbrugssager, eller til de mennesker, de har skadet, før de kan få forladelse. I svære situationer kan man altid spørge andre præster til råds, fx når unge mennesker er blevet misbrugt, eller når et ugift par lever sammen.

Præsten har tavshedspligt og må ikke afsløre hemmeligheder om forbrydelser, der har fundet sted. Til gengæld har alle i Danmark afværgepligt, hvis de får nys om en forbrydelse, der vil finde sted, og hvis det er nødvendigt, skal de anmelde den mulige forbryder til politiet i henhold til Straffelovens §141.