Dans, dansker, dans

Omar Souleymans araberpop er musik for det multikulturelle morads. Nemt at danse til, svært at blive klog på.

Omar Souleyman, Pakhuset, Århus, torsdag d.11.juni 2009

Lige så snart en høj og tiltalende mellemøstlig konferencier med ulastelig amerikansk accent dukker op på Pakhusets lille scene for at præsentere den syriske superstar Omar Souleyman, ved man, at det bliver interessant. Eksotisk, i hvert fald.

Og da Omar himself følger efter iklædt en lang nålestribet kjortel og solbriller, der skal dække for skelende øjne, bliver det næsten helt højtideligt.

Manden har udgivet over 500 (!) kassettebånd (!) i Syrien, tusindevis af arabere har danset den traditionelle kædedans dabke til hans overskruede keyboardkompositioner, og nu står han her som en afdæmpet lille søjle af en mand, i Århus og i Danmark for første gang i sit liv.

Omar er overvældet

Omar Souleyman begyndte sin Europa-turné for lidt over en måned siden efter, at pladeselskabet Sublime Frequencies opdagede ham i Syrien, udgav en opsamling med hans bedste numre og sendte ham til Vesten som den nye multikulturelle kultstjerne. En repræsentant fra pladeselskabet fortæller efter koncerten, at det danske publikum har været et af de bedste, og at Omar er "overvældet".

Måske er unge europæere i det hele taget – i hvert fald dem med hang til det kosmopolitiske – et mere taknemligt publikum end de syriske bryllupsgæster, Omar og hans tre musikere har spillet for utallige gange i løbet af karrieren.

Pakhusets forreste rækker danser i hvert fald så mellemøstligt, som de kan, og klapper efter de lange uptempo-numres afslutning, som hver gang er et drævende "shukran", altså "tak". Et mellemøstligt publikum klapper ikke, så hvis Omar vil nå at sige tak inden næste nummer, er han vant til at få det med i selve sangen, forklarer pladeselskabet.

Ydmyg er han og på alle måder anderledes end de variationer af vestlige musikere, vi er vant til: Kæphøj rockstjerne, inderlig singer-songwriter, slikket og skinnende Britney.

Det er snarere som om, han er en suppe-steg-is-musiker, der uden at ane det er havnet på et kontinent, hvor suppe-steg-is-musikere udgør cremen af kulturlivet – som en forbavset og benovet Ole Erling, der lige pludselig opnår anerkendelse på Stillehavsøerne.

Rock, pop eller suppe-steg-is

Hvilken skala skal man bruge til at bedømme den slags performer, hvis bevægelser er knappe og indstuderede, men hvis taknemlighed over det hoftevridende publikums klapsalver virker ægte nok?

Hvad siger man til musik, som stolt baserer sig på en samlebåndsrytme fra et keyboard, men også får selvsamme keyboardspiller, nemlig multiinstrumentalisten Rizan Sa'id, til at fyre endeløse vanvittige synthsoloer af, mens tredje bandmedlem, Zuhir Maksi, spiller på det ældgamle mellemøstlige strengeinstrument, oud?

Den vestlige opfattelse af, at musik enten skal være ægte, dybtfølt og inderlig med en masse autentiske instrumenter (rock) eller poleret, professionel og dansabel (pop) er svær at hæfte på Omar Souleyman.

På den ene side kan han vel ikke være lige rock-autentisk på alle sine 500 kassettebånd, især ikke når det er fjerde bandmedlem, den kæderygende Mahmoud Harbi, der står for teksterne og komisk, men praktisk nok, hvisker dem i øret på Souleyman i mellemspillene?

På den anden side kalder konferencieren konsekvent og usmilende sangteksterne for "poetry", hvilket vil sige den traditionelle arabiske digtform ataaba.

Omars optræden er selvmodsigende og mystisk – en midaldrende mand, der synger til popmusik og går rundt på scenen som en bedemand. Samtidig blander han sin egen verden med vores, for naturligvis kan vi danse til det. Af og til bryder et nærmest hiphop-agtigt beat endda keyboardets monotoni, så man virkelig tror på mulighederne i kulturel fusion og på, at denne outlandish og seriøse syrer, der aldrig har været i Europa før, kan kombinere det bedste fra begge verdener.

For den vesterlænding, der jomfrueligt begiver sig ud på Mellemøstens dansegulv, er Omar Souleyman således den perfekte diplomat: Ydmyg i al sin højtidelighed og i sin simpelhed uudgrundeligt eksotisk.

skrevet til skoleopgave juni 2009