Musik A/S

Pengene fosser ud af de store pladeselskaber i takt med deres tårer over piratkopiering. Samtidig har digitalisering trukket et væld af bands frem fra øvekælderen og ud på nettet. Mange af dem har brug for hjælp til karrieren, og den skal i stigende grad financieres af koncerter, merchandise og tjenester på nettet. Hvis musikerne vil have en del af kagen sammen med de små selskaber, bookere og managere, kræver det én ting: professionalisme.

Det er både blevet nemmere og sværere at være musiker i dag. Det kan både forskere, pladeselskaber og bandsene selv blive enige om. Stort set alle kan indspille deres halve år i øvekælderen og lægge det ud på nettet, men det kræver en større indsats end tidligere at komme ud til andre end den nærmeste familie.

"Nogle musikere sidder på deres flade røv og gør ikke noget som helst, fordi de tror, det er lykken at have digital distribution og en side på MySpace eller BandBase. Det kræver meget mere end det, " siger Jan-Erik Stig, som er produktmanager på EMI.

I skrivende stund er der næsten en halv million profiler på MySpace's musikside. På Bandbase, en danskejet side til deling af musik, kan man vælge mellem over 6500 danske bands og musikere. Det siger sig selv, at de ikke alle kan komme til at spille på Orange Scene.

"Konkurrencen er fortættet," siger musiker, producer og lektor i musikvidenskab Morten Jaeger, og hans synspunkt deles af pladebranchen.

Hvor det før var nok for et band at koncentrere sig om at spille musik og håbe på at blive opdaget, handler det nu også om at promovere sig selv.

Kontrakten kommer på bordet

Ginger Ninja er et af de bands, som har tænkt meget over, hvordan de skal skille sig ud fra de mange tusinde musikprofiler. Og det virker.

"Du kan godt skrive, at vi er tæt på en pladekontrakt – det er ikke løgn," siger bandets guitarist, Rasmus Søby Andersen, om de endnu hemmelige forhandlinger med et af landets store pladeselskaber.

Han mener, at en del af deres succes skyldes deres evne til at skabe opmærksomhed omkring sig selv på nettet.

"Vi har meget bevidst lavet en flash-animation i toppen af vores MySpace-profil, der skaber noget bevægelse. Det er meget vigtigt med blikfang – folk gider ikke en kedelig bandside!"

Når man først har fanget publikum, er det vigtigt hele tiden at opdatere siden, mener Rasmus Søby.

"Man bliver nødt til at spille på flere ting end det musiske og fx lave videoer, poste på nettet og lægge billeder ind."

Teenager i direktørstolen

Hvis man ikke gider at vente på de store pladeselskaber, kan man jo bare gøre det hele selv i stedet.

19-årige Johannes Holt Iversen har siden 2005 indspillet og udgivet fem albums og en single og desuden startet sit eget selskab, Sound Soldier Records. Når han ikke sidder med guitaren, indberetter han moms og rådgiver andre om, hvordan man styrer den forretning, der hedder musik.

"Jeg ville selv starte noget op og have rettighederne til det hele uden at få for mange branchefolk ind over."

Han oplever, at mange flere bands vil have råd fra ham om, hvordan man får større selvbestemmelse over sin egen karriere.

"Jeg har bare i den her måned hjulpet to artister, som også går og sysler med at oprette eget selskab."

Lær at være et band

Man behøver dog ikke altid at starte sin egen forretning op, bare man som musiker er forberedt på, at konkurrencen er hård.

For at ruste bands til at klare sig på MySpace og i folks ørebøffer startede Roskilde Kommune i 2006 projektet Bandakademiet, som tilbyder undervisning og rådgivning til musikgrupper.

Leder Marianne Fruergaard fortæller, at det handler om at gøre bandsene klar til en virkelighed som musiker, hvor man ikke bare kan læne sig tilbage og spille, hvad enten man har fået en pladekontrakt eller ej.

"De store pladeselskaber tager færre og færre navne ind, og de små selskaber har ikke en A&R-funktion i udpræget grad. Det betyder, at bandsene skal gøre rigtig meget selv."

Om the majors, altså de store selskaber, underskriver færre kontrakter, afhænger af, hvilket selskab man spørger. Der er dog bred enighed om, at økonomien er mere trængt end i de glade 90ere.

"Selskaberne prøver at gøre mere brug af fornuft end i gamle dage, hvor man måske var forblændet af at arbejde med et anerkendt band og tilbød dem et kæmpe forskud,"siger Jan-Erik Stig og understreger, at det stadig handler om "mavefornemmelse", når man vælger bands.

Metaltræthed

I 2005 blev poprock-bandet Sparklin June hyret på en mavefornemmelse af EMI og fik det, som tidligere guitarist i bandet Jonas Munck Hansen kalder "en gammeldags pladekontrakt". Det betød, at pladeselskabet betalte for en professionel indspilning af deres selvbetitlede debutalbum.

"Det er lidt usædvanligt nu om dage, hvor de fleste bands selv betaler hele gildet," siger han.

Pladen blev ikke nogen kommerciel succes.

"Den fik da lidt airplay, men væltede ikke ligefrem chartsene," husker Munck Hansen.

Samtidig mærkede Sparklin June konsekvensen af pladebranchens nedgang. Ansatte blev fyret eller sagde op, og bandet vidste ikke længere, hvem der tog sig af deres karriere. Et halvt år efter deres albumdebut var Sparklin June gået i opløsning.

"Der gik metaltræthed i projektet," konstaterer guitaristen.

Musikpyramiden

Det er altså ikke altid, at hverken de små eller store selskaber har budgettet til at pleje deres bands som for 15 år siden. Hvis man vil undgå metaltræthed, lader det til, at man som band i større grad selv skal have en finger med i spillet på alle områder af karrieren.

Mange nye grupper går den vej med hjælp fra små labels, bookere, managere og promotere.

Music Management-uddannelsen på det Rytmiske Konservatorium i København startede i 2002 netop for at uddanne folk til de stillinger.

Leder for uddannelsen, Aage Hansen, siger, at deres elever enten bliver ansat i en virksomhed, "men dem er der ikke så mange af", eller også starter de deres eget. Det lader altså til, at der skyder flere nye små virksomheder op, som samarbejder med bandsene.

"De små labels er i hvert fald blevet mere synlige," siger manager Jesper Majdall, som blandt andet arbejder med Kashmir, Nephew og Under Byen.

Han ser den danske musikbranche som en pyramide med få, helt store navne i toppen og et væld af mindre kendte bands i bunden.

"Der er en enorm underskov af danske bands, som opnår en eller anden form for succes."

Pay your dues

Der er altså dømt professionalisme på alle fronter, men spørgsmålet er, om de voksende krav til bands helt overskygger det vigtige: musikken.

Flere musikere klager over, at der ikke altid er tid nok til at øve, når man samtidig skal agere manager, booker og webdesigner. Og behøver man være et dårligt band, bare fordi man ikke kan finde ud af at lave en flash-animation?

"Det er det pessimistiske syn. Man frygter, at noget af den gode musik drukner, hvis et band ikke samtidig er kreative til at promovere sig," siger Morten Jaeger og påpeger, at man også kan se mere optimistisk på sagen.

De bands, som i dag får succes, er nemlig nødt til at bevise deres værd, inden et selskab vil signe dem.

"De har været ude at spille, har en side på nettet og folk, der stemmer på dem. De har 'paid their dues'."

skrevet som skoleopgave og til bandbase november 2008