Mens solen skinner udenfor, spiller de banko indenfor. Time efter time. Dag efter dag. Vanggård Centeret danner rammen om verdens mest fredelige form for gambling.
En mur af tung, lunken røg er det første, der rammer én, når man træder ind.
Arrangørerne af dagens bankospil har åbnet flere døre i det store, lavloftede lokale, men sommerluften nægter at trænge ind.
Uanfægtet supplerer spillerne smøgerne med BKI Kaffe (udloddes i halvpundspakker), rugbrød, tandsmør og spegepølse. Nogen har også bagt "Evas gode kage", hvis opskrift er placeret hjælpsomt ved siden af, og som vitterligt er god.
Lugten af mad og cigaretter er så stædig og kompakt, så man tvivler på, at luftmolekylerne ville sprede sig, hvis hele taget og væggene blev løftet i vejret. Måske ville en grå blok blive stående med bankospillende mennesker indeni.
Koncentration
Men det er også lugten af koncentration, som samler de ca. 30 spillere denne onsdag eftermiddag.
Ingen snakker, mens spillet er i gang. Tallene blinker på små skærme strategisk placeret mellem tykke stålgrå ventilationsrør. En monoton mandsstemme remser op, og alles øjne er suget fast på papirtavlerne.
"Baaaanko!" dræver en kvinde, og som på kommando bølger snak og ærgelse frem.
Et halvt minut senere starter næste tavse spil, og sådan fortsætter det i flere timer. Det føles som om, det kunne fortsætte for evigt. Tallene, anspændtheden, smøgerne.
Socialt samvær
Pludselig dukker Ditte Madsen op. Hun er kommet her det sidste halvandet år og har samlet sig en lille gruppe bankoveninder.
Uden yderligere indledning benytter hun pausen til at fortælle om en fælles bekendt, som lige er død. Årsagen får vi ikke at vide, for næste spil er startet. Senere klager Ditte over sin nye arbejdsplads, hvor man ikke må ryge.
"De er efter os hele tiden," siger hun til bordet, og alle nikker.
I højre hånd har de en særlig bankotusch, mens venstre arm bøjes i et V med en Grøn Look eller Prince for enden. Ikke Light. Alle kvinderne er mellem 50 og 65 år og har praktiske
permanentede korthårsfrisurer i toner fra grå til orange.
"Vi hygger os," siger Ditte og fortsætter:
"Det er så'n det, man kalder socialt samvær, ikk' os."
Reglerne
Når der afholdes banko, river Vanggård Centeret sig løs fra virkeligheden og sejler ud i stilheden.
Heldigvis er der en livredder til stede, hvis nogen har brug for hjælp. Sammen med to kvinder i clogs og forklæde forklarer han reglerne.
Banko betyder store tavler med numre mellem 1 og 90, mens bingo er små 5x5 tavler. Om onsdagen er der svensk bingo, hvilket måske betyder, at tavlerne er skiftevis gule og blå. Nogle gange er der ramme- eller diamantspil, og det hele koster en tyver pr tavle.
Med 10-15 spil i timen og ikke alt for gode odds kan banko nemt blive en dyr sport. En af arrangørerne må nu begrænse sig til kun at spille én formiddag om ugen, selvom det er svært.
Spillet
Et par af de lilla velourbeklædte langborde er kun optaget af én spiller.
En ung kvinde, som ikke vil sige sit navn, sidder alene med sin tusch og sine tavler. Hun siger, det er første gang, hun er her.
Arrangørerne ser nogle af de samme spillere komme flere dage om ugen, hver uge. Når først man får tuschen i hånden og reglerne på plads, er det nemt nok at følge med, så længe man er opmærksom.
En lille skaldet mand i blåt samler brugte tavler sammen og tilbyder nye. Og sådan fortsætter det indenfor, mens solen skinner udenfor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar