„Fremd bin ich eingezogen/fremd geh’ ich wieder aus“ – historien om den udstødte selvmordskandidat Jonah er gennemtænkt og musikalsk anderledes, men lyrisk lige lovlig prætentiøs.
Drones Misanthropia er noget så sjældent som et konceptalbum, der skal høres i sin fulde længde, helst efter at man har læst historien bag musikken på bandets hjemmeside.
For dem, hvis sidste koncept-oplevelse var The Streets A Grand Don’t Come For Free eller måske endda David Bowies The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars, er der her helt andre boller på weltschmerz-suppen.
Numrene omhandler nemlig den stakkels sindsforvirrede Jonah, der ikke kan finde ud af, om den virkelige verden er at foretrække frem for universet i hans hoved, som fylder stadig mere og mere.
Hans eksistentielle plager er gammelkendte og optræder hos utallige af kunstens tudemarier, lige fra Hamlet over Werther og hans lidelser til hovedpersonen i Schuberts Winterreise, der traver rundt i sneen og føler sig noget så fremmedgjort.
Jonah vælger at tage kampen op ved at opføre sig fjendtligt i håb om at få en mere intens oplevelse af verden, men opnår kun endnu større ensomhed. Efter et sammenbrud på et offentligt toilet ser han i en drøm, hvordan menneskene er blevet til vandrende gafler, mekaniske og truende.
Heldigvis dukker hans frelser med det sigende navn Serene op og redder ham. Man aner måske den slidte idé om den virkelige verden som et personlighedsløst rotteræs og kan ikke undgå at blive lettere irriteret på småklynkende Jonah, der ifølge historien er ”so fragile, so lonely”.
Interessante samlejer
Musikken støtter op om melankolien og skal mest af alt tjene som stemningsbilleder med knapt forståelige tekster. Også her males en Matrix-agtig eksistens: dystre, melankolske og nærmest metalliske lydflader glider ind og ud af hinanden, men har svært ved at fænge og give mening uden en forhåndsviden om historien.
Tekst og musik kan ikke klare sig uden hinanden, og det er vel også pointen i kunstrock som denne, der skal bedømmes lige så meget på de historiemæssige som på de musikalske kvaliteter.
Desværre falder Misanthropia lidt igennem, når det kommer til lyrikken.
På trods af gode idéer som vandrende gafler og Jonah, der i vågen tilstand maler et billede af Serene for ikke at glemme hende, er det overordnede indtryk mere eller mindre prætentiøst, fx i beskrivelsen af Serene og Jonahs afsluttende ”bright, shatterproof copulation”.
Sådanne interessante samlejer findes åbenbart kun i efterlivet, for vores hovedperson ender forudsigeligt nok med at tage en overdosis.
Velproduceret, men fattigt
Musikalsk er de to sidste numre op til finalen med deres underlige temposkift, pludselige stadionrock-guitarsolo og sjove effekter langt de mest tilfredsstillende.
Gennem Memoranda of Transcendency’s afsluttende barnegråd, der minder om hovedpersonens død og mægtige genopstandelse i 2001: Space Odyssey, tilføjer musikken en ny dimension til den lidt haltende historie.
Den geniale brug af fader’en i Silesia og Anaesthesia minder meget om Radioheads Everything In Its Right Place, og mon ikke forsangeren har hørt lidt på Thom Yorke i sit fugtige kælderrum?
Uanset hvad, så er Misanthropia et gennemført, velproduceret og lovende produkt, der dog kan virke lidt fattigt uden en visuel dimension til at bakke det op med.
Numrenes sammenflydende og stemningsmættende karakter ville egne sig godt til noget up-and-coming teater, hvor dystopien drypper ned af væggene, og Jonah vandrer håbløs gennem gaderne – nu med forbedrede replikker!
anmeldt for bandbase 2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar