Uoriginal synd

Stemningsfuld, men stilistisk usikker kærlighed er på menuen hos Skiftling – et forbyttet afkom fra sømandsstinkende stuer tilføjet et 'l' for liderlighed

Hvem han eller de så end er, har Skiftling indset, at det skjulte er meget mere interessant end det udtalte. Hellere bruge fem ord end femten og hellere pynte hjemmesiden med lidt uforståelig poesi frem for faktiske oplysninger om bandmedlemmer, fortid og deslige.

Det er da også en fantastisk lettelse ikke at skulle tåle indgående biografier om syv højskolevenner, der alle har tre sideprojekter hver og en fortid i et gospelkor.

Ingen ved, hvem der har mixet trommerne, og ingen bekymrer sig om det.

Til gengæld får man en lidt overfladisk, men meget sød blanding af tekster fra sangene, en tegning af et skelet og det lille guldkorn, at musikken er indspillet i "Et Studie".

Sprut, kvinder og kærlighed

Halvvejs inde i albummet kender vi alligevel allerede Skiftling og ved, hvad han er ude efter:

sprut, kvinder og kærlighed; man forstår sammenligningen med Tom Waits, selvom der skal mere end en raspende stemme til for at opnå helt samme frygtindgydende håbløshed.

Skiftling minder med sin skæbnesvangre dysterhed faktisk mere om Lister Dyb, også fra BandBase; men hvor Listers drifter får frit løb i skoven, lader Skiftling til at have lagt mange af sine galgenhumoristiske betragtninger i munden på de fulde eller de forelskede.

NeonHjerte veksler mellem guitarballader og sømandsviser på baggrund af stilistisk lettere usikre tekster, hvis overordnede budskab er noget i retning af: kærlighed er noget kompliceret noget.

Albummet lægger ud med den rolige og lovende Poetens Kniv, hvor Waits er blevet lagt på hylden til fordel for en mere flabet og dragende vokal. Med Tatovørens Nål og Ord er af Luft kommer der melodisk gang i tingene - det ville næsten have været pop, hvis ikke for den lettere forvrængede og knasende produktion.

Skiftling har måske frygtet det samme og derfor forsynet albummet med et anstrengede klimaks i form af det meningsløst larmende harmonikasammenstød i Stilheden Fest Farver.

Opgylpede citronmåner

Måske ser jeg en udvikling og fortælling, som det slet ikke var hensigten at vise.

Det burde det næsten have været, for konceptalbummet ville være den perfekte genre til den af og til Baal-agtige underlødighed, dødelighed og liderlighed, Skiftlig stræber efter.

NeonHjerte opnår ikke for alvor at føre lytteren ind i den gustne verden af nattelagner og opgylpede citronmåner, som albummet reklamerer med, netop fordi man ikke fornemmer nogen historie eller mening med hverken de udsvævende ballader eller de dødsdømte harmonikaspilleres drukeskapader.

I stedet dukker stemninger og referencer op, som kan muntre anmelderne, men ikke give indtryk af en egentlig personlighed bag Skiftling - hvad end det er.

anmeldt for bandbase juni 2008