tirsdag den 23. november 2010

"Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på" (DC/NY del III)

Fox er den mest europæiske TV-kanal i USA, og Obama er ikke så frisindet endda.

I Washington snakker vi med den unge, energiske og usædvanligt (for USA) bandende Michael Moynihan, som er redaktør for Reason, et "libertarian" blad. Det vil sige liberalistisk økonomi og venstreorienteret social politik. Gør som du vil med dine egne penge og i dit eget soveværelse. 

Jeg havde aldrig hørt om Reason før, men i USA har deres hjemmeside 2,5 millioner unikke besøgende hver måned. Moynihan siger, at deres blad er baseret på "dissent", altså noget i retning af uenighed på den civilt ulydige og politisk uacceptable måde. Journalist Christopher Hitchens påstår, at man skal gøre sig fortjent til den betegnelse, så hvad er Moynihans claim to dissident fame?

FOX er mest europæisk
Tjo, han siger, at Fox News faktisk er den mest europæiske TV-kanal i USA, fordi den stort set er drevet af meninger og politiske pundits. Tænk Glenn Beck og Bill O'Reilly. Til sammenligning er næsten alle andre amerikanske medier besatte af idéen om fairness og objektivitet, og jeg kan godt se, hvad han mener. Man kan nærmest ikke se 10 minutter af en debat på fx MSNBC uden, at værten lige skal sige "thanks, Guy Who Thinks This, we're now going live to Guy Who Thinks The Exact Opposite, because here at MSNBC we appreciate a fair and balanced debate".

Mindetavle på Washington D.C.'s Newseum, der viser dræbte journalister fra hele verden.

De europæiske medier skulle så være mere tydelige omkring, hvad deres holdninger er, og jeg går ud fra, at han først og fremmest mener pressen, da de statsstøttede public service-kanaler gør jo netop en dyd ud af at være objektive. Alligevel siger Moynihan, at NBC forsøger sig ud i at være liberale (i amerikansk forstand), nu hvor Fox har overtaget det republikanske publikum. "Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på. Hvis der er et ideologisk hul, vil medierne fylde det." Desuden fik vi det lidt overraskende stykke bonusinfo: Obama er faktisk imod homoseksuelle ægteskaber .

Obama vild med religiøs retorik
Senere taler vi med professor og ekspert i sekularisme Jacques Berlinerblau fra Georgetown i Washington. Han har undersøgt, hvordan præsidentkandidaterne snakkede om religion under valget i 2008. Umiddelbart skulle man tro, at Republikanerne var bedst (eller værst) til det, men faktisk har Obama også svælget i bibelsk retorik.

Avisforside fra december 1933, udstillet på Newseum i Washington D.C.

 Måske som en måde at løse det, som Berlinerblau kalder de liberales krise med at tale til grupper, altså religiøse grupper. Det er Republikanerne bedre til, fordi selve den republikanske grundtanke er baseret på, at gruppen er det vigtigste sociale samlingspunkt. Vigtigere end den enkeltes rettigheder, hvilket er den bærende idé i liberal tankegang (liberalisme i amerikansk forstand, ikke økonomisk liberalisme). 

Gud er tilbage
I hvert fald er religion langt fra forsvundet, sådan som nogle troede, at den ville være i 1950'erne og 60'erne. Berlinerblau taler om den sekulære hypotese, hvor man troede, at alle med tiden ville blive mere og mere ikke-religiøse. Men nu, som The Economist også siger, er Gud tilbage. Tænk på George Bush's såkaldte "faith-based initiatives", hvor han støttede velgørende organisationer, der samtidig var religiøse. 

Forsiden af Time Magazine fra 1966. Dengang var det kun et spørgsmål om tid, troede man, før religion ville uddø.

 Men, hey, strider det ikke temmelig kraftigt mod den amerikanske forfatning, der siger, at "Congress shall make no law respecting an establishment of religion"? Nej, så længe man støtter alle religioner lige meget, er det tydeligvis ikke et problem. I praksis endte det dog med, at langt de fleste støttedollars gik til evangeliske kirker.

I modsætning til Bret Stephens var Jacques Berlinerblau temmelig glad for de skandinaviske lande og deres sekulære debatkultur. Vi havde "udviklet os mere" end de religiøse lande. Jamen tak, Jacques! Det er dog svært at se, hvordan man med lovændringer kan gøre så meget ved den amerikanske debatkultur og forsøge at få bibelske citater væk fra avisspalterne. 

Religion er i langt højere grad det, som folk samler sig om i USA og finder fællesskab i, så naturligvis argumenterer man med det i baghånden. Men for en sekularist som mig er det ikke alt sammen slemt: Der bliver flere og flere ikke-troende i Guds eget land.

I morgen møder vi kvinderne bag den muslimske reformation: "Det handler om islamisk lov" (DC/NY del IV)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar