Skandinavien må forstå én ting: De andre er ikke som os (NY/DC del II)

Vi snakker med en mand, som Barack Obama læser.

Min studietursgruppe mødtes med Bret Stephens, der er såkaldt redaktionel redaktør for USA's største avis, Wall Street Journal. Det vil sige, han holder øje med avisens egne meninger i form af ledere og den slags; et område, der ifølge ham selv er skarpt adskilt fra nyhedsdelen.

Wall Street Journal klarer sig overraskende godt, mens andre amerikanske aviser er tæt på fallit, og toppen af kransekagen i Washington følger med i, hvad Stephens og kollegerne skriver.

Kort fortalt er Bret Stephens (og hans avis) glade for Israel, knap så glade for Irans atomprogram og mener, at vi ikke skal trække os ud af Afghanistan. Stephens tror desuden, at papiravisen vil dø inden for de næste 30 år sammen med dens midaldrende læsere, og at Wikileaks-grundlæggeren, Julian Assange, er et underligt individ.

Om os fra de nordiske lande siger han: "Skandinavien befinder sig i et elfenbenstårn, men I må indse én ting: Verden er ikke som jer." 

Dyd er ikke en strategi
Hermed mener han primært, at mange andre lande rundt omkring er meget tættere på krig og konflikt og derfor bliver nødt til at træffe ubehagelige politiske beslutninger. Som for eksempel at blive i Afghanistan, selvom det ikke går forrygende, fordi alternativet er endnu værre. 

"Dyd er ikke en praktisk politisk strategi. Du kan vælge mellem en dårlig strategi eller en værre strategi," siger Stephens. Danmark, Sverige og Norge kan tillade sig at se ned på omverden, fordi vi sjældent står over for problemer, der ligner dem, alle andre må slås med. Jeg ved egentlig ikke, om Danmark hører med i hans kategori af verdensfjerne skandinaviske lande, når vi nu både har tropper i Afghanistan og Muhammed-tegningerne bag os.

På den ene side har Stephens ret i, at Skandinavien er en underlig gruppering af usædvanlige lande, som det kører relativt godt for, og som derfor måske ikke har blik for, at vores tankegang ikke bare uden videre kan overføres på resten af verden. 

Bladhylde i Brooklyn-kiosk

På den anden side er de nordiske lande ikke ligefrem de eneste, der kritiserer Bret Stephens' holdninger; folk i USA er heller ikke altid enige med ham, selvom de tilhører den samme realpolitiske, krigsfarende nation. 

Afghanistan er som Månen
Så spurgte Stephens: "Har I nogensinde været i Afghanistan?" Vi var omkring 20-25 nordiske studerende, og jeg tror ikke, at nogen af os rakte hånden op. 

"Det er øde og primitivt ligesom Månen," sagde han og mente derfor, at der var grænser for, hvilke forbedringer man kunne forvente sig af landet inden for kort tid. Der var mere end en snert af "hvis du ikke har været der, aner du ikke, hvad du taler om" i hans kommentar, og selvom jeg har respekt for, at han rent faktisk har været i Afghanistan, kan den slags besøg ende meget forskelligt.

Skilt foran Lincoln Memorial i Washington D.C.

Carsten Jensen har også været i Afghanistan, og han foreslår, at vi trækker os ud af landet og overlader det til Taleban (Stephens: "At samarbejde med Taleban ville være selvmord. De er anti-demokratiske. Til sammenligning krævede oprettelsen af EU efter Anden Verdenskrig, at Tyskland blev fuldstændig udslettet."). Selvom jeg lærte en del af at komme til USA, kunne jeg strengt taget have fundet ud af det hjemmefra. Ofte ser man, hvad man kommer for at se.

I morgen skriver jeg om, hvorfor Fox egentlig er et meget europæisk medie, og hvorfor religion og republikanere svinger så godt i USA: "Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på" (DC/NY del III)

Vi spurgte også Bret Stephens om Iran, og her er en længere version af hans svar (fra juni 2010)