En dag i ghettoen

Abdallah Asmar, 18, går på Teknisk Skole i Århus, har boet i Gellerup næsten hele sit liv

Jeg er glad for at kunne fortælle dig om det her, for det er sjældent, at folk kommer for at høre vores mening. Hvis det havde været TV2, så ville de have redigeret det. De sætter et klip sammen, så man bagefter tænker, det var ikke det, jeg sagde. Det er det samme med vores forældre; de har set så mange nyheder, så det ved, at det, de siger, ikke kommer frem i TV. Hvis du ser en ung mand med en sten i hånden, så filmer de, lige når han smider den. De spørger ikke de ti andre, der står ved siden af ham, de filmer kun ham med stenen.

Jeg er født i Randers, men mine forældre kommer fra Libanon. De flyttede til Gellerup, fordi de kendte mange her. Jeg har også stadig et værelse her, selvom jeg er flyttet til Århus Nord. Men der sker ikke en skid der; jeg foretrækker Gellerup.

Det er en god idé at gøre Gellerup pænere, men hvis der kommer flere forretninger her i stedet for boligblokke, tror jeg, at de bliver røvet. Nu tager de kriminelle drenge til Digterparken eller Åbyhøj for at begå indbrud, men hvis der fremover ligger en butik fem minutter væk, røver de den i stedet for.

Jeg har gået i syv forskellige skoler, men for det meste gik jeg i specialklasser. Hvis jeg sad sammen med danskerne, havde jeg ingen problemer, men jeg kunne ikke være sammen med andre indvandrerdrenge. De ville gerne pjatte hele tiden, og nogle gange blev det lidt for meget.

Så kom jeg på noget, der hed Pusterummet, hvor jeg kun gik i skole et par timer om dagen. Resten var bare hygge, hvor vi spillede kort eller sådan noget, for det var nemmere for lærerne at håndtere. Det var lige før, det kunne betale sig at lave ballade, for i en normal klasse kunne jeg ikke spille billard eller lige sove en time. Når man er 11-12 år, er sådan noget meget fedt, men det er ikke særlig fedt at tænke på nu. Jeg skulle have taget mig sammen.

To år senere kom jeg på Skt Annæskolen, men blev smidt ud, fordi jeg kom op at slås med nogen. Så tog jeg selv ned på AOF i Åbyhøj og besluttede mig for at tage 9.klasse der. Jeg fuldførte det, men nåede ikke at tage min sidste mundtlige eksamen, inden jeg blev varetægtsfængslet. Den tog jeg, da jeg afsonede.

Jeg blev sigtet for medvirken til røveri, men til at starte med var der ikke nok beviser. Jeg var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men anklageren ankede til landsretten, som to dage senere stadfæstede, at jeg skulle i grundlovsforhør. Jeg skulle afsted til Libanon og besøge min familie, men en halv time inden, jeg skulle køre, kom politiet og anholdt mig. Jeg har endnu ikke fået dommen.

Jeg har lagt mærke til, hvordan medierne opfører sig, når der er ballade her i området. Først vil de gerne høre politiets rapporter – det kan de sælge i en uge. Så kommer de til os og vil høre vores mening, og hvordan politiet har behandlet os – det kan de sælge den næste uge. Vores mening kommer altid til sidst.

D.24.september blev jeg løsladt for et andet røveri, der skete for to år siden. Mig og et par andre gik op til én og spurgte, kan vi få din telefon. Det var på Bellevue Strand. Jeg blev dømt som hovedmanden. De andre drenge var 14 år gamle. Det var rigtig godt at blive løsladt, for det er træls at sidde inde for noget, der ikke kan betale sig. For at sige, må jeg få din telefon, og så får man seks måneders ubetinget fængsel.

Det er pinligt for mine forældre, at jeg har begået kriminalitet. Folk siger for eksempel, at de ikke kan forstå, jeg er blevet sådan, når nu min far er sådan en god mand.

Jeg er begyndt at praktisere min religion mere. Det er en god måde at undgå problemer på, fordi det minder mig om, at det ikke er ok at være voldelig, stjæle eller lave ballade. I går aftes var jeg i moskéen med nogle tidligere kriminelle fra Vollsmose, som også er begyndt at praktisere mere.

Gellerup er ikke en verden for sig. Men man kalder det er parallelsamfund, fordi folk er tavse. De ringer ikke til politiet, når der er ballade. Det er ikke fordi, imamerne blander sig, men fordi politiet ikke gør noget. Hvis der er en, der er ved at blive overfaldet, kommer de en halv time senere, selvom stationen ligger så tæt på. De vil have 200 betjente til området, men der er betjente nok, de er bare amatører.

Her er ikke så meget at lave på en søndag. Hvis der ikke regnede, ville der nok være nogle fyre ude at køre på knallert. Nu kommer en af mine venner, så skal vi nok spille Playstation eller bare slappe af. 

"Det handler om islamisk lov" (DC/NY del IV)

Vi snakker med kvinden, der vil bygge en moské to gader fra Ground Zero.

Min studietur bød på et møde med kvinder, der forsøger at modernisere islam og fremme ligestilling inden for troen. Mest kendt er nok Daisy Khan, der sammen med sin mand, Feisal Abdul Rauf, planlægger at bygge det muslimske kulturcenter Park51 – der strengt taget ikke indeholder en moské, men et bederum - to gader fra Ground Zero. 

Khan er også direktør for American Society for Muslim Advancement; en organisation, der med egne ord forsøger at løfte diskursen om islam. Desuden vil de gerne styrke "an authentic expression of Islam", hvilket for dem vil sige en religion, der flugter med et moderne syn på kvinders rettigheder og promoverer dialog med andre trossamfund.

Muslimsk revolution
ASMA har gang i en masse projekter, der skal uddanne kvinder i den tredje verden og forhindre kvindelig omskæring. Under sig har de organisationen Muslim Leaders of Tomorrow, hvis direktør, Nancy Shihadeh, vi også mødte. ASMA's hjemmeside og deres introducerende video byder på en del Koran- og hadith-citater, fx om stræben efter viden: "A person who follows a path for acquiring knowledge, Allah will make easy the passage to Paradise for them" og vejen til den rette tro: "He is alive, there is no god but He. So, call upon Him, purifying your religion for Him." (40:65). 

Sådan forestiller arkitekterne sig, at Park51 skal se ud.

I det hele taget er det interessant, at ASMA's projekt er baseret på et teologisk opgør med islam; et ønske om, at muslimers tro skal handle mere om indre overbevisning og generelle moralske forskrifter end om ydre handlinger og ekstreme tolkninger. 

Dem, der studerer religion (og historie!), må lige hjælpe mig her, men det minder mig en hel del om den kristne reformation. Ikke at man nødvendigvis kan overføre teologien direkte (Luther havde fx arvesynden at gøre op med), men mere i forhold til deres ønske om at modernisere og gøre religion forenelig med et moderne liv baseret på idéer fra Oplysningstiden.

The authentic expression

Jeg spurgte Daisy Khan, om det ikke var problematisk at bruge religiøse argumenter, når man skulle overbevise folk om, at ligestilling og uddannelse var en god ting. Der er vel masser af muslimske middelalderligt tænkende teologer, der ligesom hende synes, at de har "the authentic expression of Islam"? Hvorfor ikke bare bruge humanistiske argumenter og appellere til folks sunde fornuft? 

Her var Khan lidt undvigende, men inden da havde hun fortalt, at kvinderne i meget af den muslimske verden har et religiøst verdenssyn, så hvis man vil overbevise dem, skal man gøre det med Koran-citater: "Det handler om islamisk lov", som Khan siger. For hende virker det dog ikke kun som en praktisk foranstaltning. Jeg tror, at hun og hendes kolleger i ASMA og Muslim Leaders of Tomorrow har et oprigtigt ønske om at revolutionere islam, og der er ingen tvivl om, at de selv er troende muslimer. 

Bertrand Russell i afghansk ørken

For mig kan det ikke undgå at virke intellektuelt inkonsekvent at erstatte den ene teolog med den anden; hvis man er en analfabetisk kvinde, der lever af at omskære andre kvinder, tror man vel lige så meget på en autoritet, der siger god for det, end én, der forklarer, hvorfor Allah ikke bryder sig om det. 

Et af ASMA's projekter - via deres underorganisation WISE - går ud på at forhindre kvindelig omskæring ved at forklare dem, der udfører det, at omskæring er "un-Qur'anic".

 Frem for at opfordre til kritisk tænkning, erstatter man bare ét religiøst overhoved med et andet. Men jeg kan sagtens se, at ASMA's metode er langt den mest realistiske, og at det er fuldstændig naivt og misforstået at læse op fra Bertrand Russell i en afghansk ørken, hvis man vil fremme ligestilling.

Dermed alt fra USA! Næste stop: City Vest i Brabrand!

"Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på" (DC/NY del III)

Fox er den mest europæiske TV-kanal i USA, og Obama er ikke så frisindet endda.

I Washington snakker vi med den unge, energiske og usædvanligt (for USA) bandende Michael Moynihan, som er redaktør for Reason, et "libertarian" blad. Det vil sige liberalistisk økonomi og venstreorienteret social politik. Gør som du vil med dine egne penge og i dit eget soveværelse. 

Jeg havde aldrig hørt om Reason før, men i USA har deres hjemmeside 2,5 millioner unikke besøgende hver måned. Moynihan siger, at deres blad er baseret på "dissent", altså noget i retning af uenighed på den civilt ulydige og politisk uacceptable måde. Journalist Christopher Hitchens påstår, at man skal gøre sig fortjent til den betegnelse, så hvad er Moynihans claim to dissident fame?

FOX er mest europæisk
Tjo, han siger, at Fox News faktisk er den mest europæiske TV-kanal i USA, fordi den stort set er drevet af meninger og politiske pundits. Tænk Glenn Beck og Bill O'Reilly. Til sammenligning er næsten alle andre amerikanske medier besatte af idéen om fairness og objektivitet, og jeg kan godt se, hvad han mener. Man kan nærmest ikke se 10 minutter af en debat på fx MSNBC uden, at værten lige skal sige "thanks, Guy Who Thinks This, we're now going live to Guy Who Thinks The Exact Opposite, because here at MSNBC we appreciate a fair and balanced debate".

Mindetavle på Washington D.C.'s Newseum, der viser dræbte journalister fra hele verden.

De europæiske medier skulle så være mere tydelige omkring, hvad deres holdninger er, og jeg går ud fra, at han først og fremmest mener pressen, da de statsstøttede public service-kanaler gør jo netop en dyd ud af at være objektive. Alligevel siger Moynihan, at NBC forsøger sig ud i at være liberale (i amerikansk forstand), nu hvor Fox har overtaget det republikanske publikum. "Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på. Hvis der er et ideologisk hul, vil medierne fylde det." Desuden fik vi det lidt overraskende stykke bonusinfo: Obama er faktisk imod homoseksuelle ægteskaber .

Obama vild med religiøs retorik

Senere taler vi med professor og ekspert i sekularisme Jacques Berlinerblau fra Georgetown i Washington. Han har undersøgt, hvordan præsidentkandidaterne snakkede om religion under valget i 2008. Umiddelbart skulle man tro, at Republikanerne var bedst (eller værst) til det, men faktisk har Obama også svælget i bibelsk retorik.

Avisforside fra december 1933, udstillet på Newseum i Washington D.C.

 Måske som en måde at løse det, som Berlinerblau kalder de liberales krise med at tale til grupper, altså religiøse grupper. Det er Republikanerne bedre til, fordi selve den republikanske grundtanke er baseret på, at gruppen er det vigtigste sociale samlingspunkt. Vigtigere end den enkeltes rettigheder, hvilket er den bærende idé i liberal tankegang (liberalisme i amerikansk forstand, ikke økonomisk liberalisme). 

Gud er tilbage

I hvert fald er religion langt fra forsvundet, sådan som nogle troede, at den ville være i 1950'erne og 60'erne. Berlinerblau taler om den sekulære hypotese, hvor man troede, at alle med tiden ville blive mere og mere ikke-religiøse. Men nu, som The Economist også siger, er Gud tilbage. Tænk på George Bush's såkaldte "faith-based initiatives", hvor han støttede velgørende organisationer, der samtidig var religiøse. 

Forsiden af Time Magazine fra 1966. Dengang var det kun et spørgsmål om tid, troede man, før religion ville uddø.

 Men, hey, strider det ikke temmelig kraftigt mod den amerikanske forfatning, der siger, at "Congress shall make no law respecting an establishment of religion"? Nej, så længe man støtter alle religioner lige meget, er det tydeligvis ikke et problem. I praksis endte det dog med, at langt de fleste støttedollars gik til evangeliske kirker.

I modsætning til Bret Stephens var Jacques Berlinerblau temmelig glad for de skandinaviske lande og deres sekulære debatkultur. Vi havde "udviklet os mere" end de religiøse lande. Jamen tak, Jacques! Det er dog svært at se, hvordan man med lovændringer kan gøre så meget ved den amerikanske debatkultur og forsøge at få bibelske citater væk fra avisspalterne. 

Religion er i langt højere grad det, som folk samler sig om i USA og finder fællesskab i, så naturligvis argumenterer man med det i baghånden. Men for en sekularist som mig er det ikke alt sammen slemt: Der bliver flere og flere ikke-troende i Guds eget land.

I morgen møder vi kvinderne bag den muslimske reformation: "Det handler om islamisk lov" (DC/NY del IV)

Skandinavien må forstå én ting: De andre er ikke som os (NY/DC del II)

Vi snakker med en mand, som Barack Obama læser.

Min studietursgruppe mødtes med Bret Stephens, der er såkaldt redaktionel redaktør for USA's største avis, Wall Street Journal. Det vil sige, han holder øje med avisens egne meninger i form af ledere og den slags; et område, der ifølge ham selv er skarpt adskilt fra nyhedsdelen.

Wall Street Journal klarer sig overraskende godt, mens andre amerikanske aviser er tæt på fallit, og toppen af kransekagen i Washington følger med i, hvad Stephens og kollegerne skriver.

Kort fortalt er Bret Stephens (og hans avis) glade for Israel, knap så glade for Irans atomprogram og mener, at vi ikke skal trække os ud af Afghanistan. Stephens tror desuden, at papiravisen vil dø inden for de næste 30 år sammen med dens midaldrende læsere, og at Wikileaks-grundlæggeren, Julian Assange, er et underligt individ.

Om os fra de nordiske lande siger han: "Skandinavien befinder sig i et elfenbenstårn, men I må indse én ting: Verden er ikke som jer." 

Dyd er ikke en strategi
Hermed mener han primært, at mange andre lande rundt omkring er meget tættere på krig og konflikt og derfor bliver nødt til at træffe ubehagelige politiske beslutninger. Som for eksempel at blive i Afghanistan, selvom det ikke går forrygende, fordi alternativet er endnu værre. 

"Dyd er ikke en praktisk politisk strategi. Du kan vælge mellem en dårlig strategi eller en værre strategi," siger Stephens. Danmark, Sverige og Norge kan tillade sig at se ned på omverden, fordi vi sjældent står over for problemer, der ligner dem, alle andre må slås med. Jeg ved egentlig ikke, om Danmark hører med i hans kategori af verdensfjerne skandinaviske lande, når vi nu både har tropper i Afghanistan og Muhammed-tegningerne bag os.

På den ene side har Stephens ret i, at Skandinavien er en underlig gruppering af usædvanlige lande, som det kører relativt godt for, og som derfor måske ikke har blik for, at vores tankegang ikke bare uden videre kan overføres på resten af verden. 

Bladhylde i Brooklyn-kiosk

På den anden side er de nordiske lande ikke ligefrem de eneste, der kritiserer Bret Stephens' holdninger; folk i USA er heller ikke altid enige med ham, selvom de tilhører den samme realpolitiske, krigsfarende nation. 

Afghanistan er som Månen
Så spurgte Stephens: "Har I nogensinde været i Afghanistan?" Vi var omkring 20-25 nordiske studerende, og jeg tror ikke, at nogen af os rakte hånden op. 

"Det er øde og primitivt ligesom Månen," sagde han og mente derfor, at der var grænser for, hvilke forbedringer man kunne forvente sig af landet inden for kort tid. Der var mere end en snert af "hvis du ikke har været der, aner du ikke, hvad du taler om" i hans kommentar, og selvom jeg har respekt for, at han rent faktisk har været i Afghanistan, kan den slags besøg ende meget forskelligt.

Skilt foran Lincoln Memorial i Washington D.C.

Carsten Jensen har også været i Afghanistan, og han foreslår, at vi trækker os ud af landet og overlader det til Taleban (Stephens: "At samarbejde med Taleban ville være selvmord. De er anti-demokratiske. Til sammenligning krævede oprettelsen af EU efter Anden Verdenskrig, at Tyskland blev fuldstændig udslettet."). Selvom jeg lærte en del af at komme til USA, kunne jeg strengt taget have fundet ud af det hjemmefra. Ofte ser man, hvad man kommer for at se.

I morgen skriver jeg om, hvorfor Fox egentlig er et meget europæisk medie, og hvorfor religion og republikanere svinger så godt i USA: "Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på" (DC/NY del III)

Vi spurgte også Bret Stephens om Iran, og her er en længere version af hans svar (fra juni 2010)

Tilbage til Guds eget land (NY/DC del I)

Udsigt over the Manhattan skyline fra Brooklyn.

 Jeg tager til USA og finder ud af, at fader måske er blevet en fornuftig mand.

For nylig var jeg på studietur i New York og Washington D.C., og hvad der måske virker indlysende for mange, stod lige pludselig meget klart for mig på en helt anden måde end før: USA er virkelig forskellig fra Danmark. 

Det var jeg nu også klar over i Bush-perioden, der startede nogenlunde samtidig med min politiske bevidsthed. Men dengang betød forskelligheden kun én ting: At USA bare er virkelig meget mere forkert på den end Danmark (og Sverige og Norge og andre lande, der ligner os). 

At USA er den strenge, snæversynede fader, der ikke forstår en brik, og som vi derfor må protestere imod. Fader må komme til fornuft og se, at vi har ret.

"When I was a boy of 14, my father was so ignorant I could hardly stand to have the old man around. But when I got to be 21, I was astonished at how much he had learned in 7 years," siger Mark Twain, og måske er jeg begyndt at få det lidt på samme måde.

Fucked-up galninge

Da jeg som 18-årig så Michael Moores "Fahrenheit 9/11", var der ikke grænser for min foragt. Hvilke fjolser! Hvilket latterligt system, hvilke meningsløse krige, hvilken fucked-up konspiration af neokonservative, krigsliderlige, korporatistiske galninge!

De har jo ingen historie, ingen fornuft, ingen respekt for intelligens, som de i øvrigt heller ikke har – my God, at de her mennesker ejer atomvåben… It boggles the mind. 

Monument over Anden Verdenskrig. Washington er nærmest ikke andet end marmor, monumenter og flotte, indgravede ord.

Siden er jeg begyndt at se landet i et historisk perspektiv, og selvom jeg ikke er gået helt tilbage til den totale næsegruse beundring fra min barndom (hvor alt fra Hollywood og Jay Lenos studie i Burbank var Gud), kan jeg egentlig godt lide USA. Lad os sige, jeg har nået dyden i midten.

I hvert fald er det meget tydeligt, at hvis man vil overføre elementer fra det danske samfund over på det amerikanske, kan det ikke gøres med ordene "Sådan gør vi, og det kører pissegodt. Hvis ikke I fatter det og gør nøjagtig det samme, er I sååå fucking hjernedøde". 

Jeg ved ikke, hvor mange der reelt tænker sådan, men det ligger ret tæt op ad min tankegang for omkring 6-7 år siden, og jeg havde ikke svært ved at finde ligesindede.

Den rådneste banan
Danmark er et lillebitte land med meget få mennesker, der alle er stort set ens. Hvide, sekulære middelklassefolk, der holder af uddannelse, pensionsopsparing og barselsorlov. Gennem mange hundrede år er det lykkes at skubbe de her mennesker i samme fredelige og solidariske retning.

Det er absolut ikke blevet gjort sværere af, at selv den mest rådnende banan af en nordjyde let kan hoppe på den statsstøttede jernbane og i løbet af 5-6 timer møde op på Christiansborg. Og se magthaverne i ansigtet. Nu har en lille procentdel af danskerne så fået udenlandsk baggrund, og vi taler næsten ikke om andet, fordi vores samfunds trygge ligevægt ikke tåler at blive forstyrret. Hvilke andre lande har den ligevægt? Nærmest ingen!

Neonskilt fra magasinet The New Yorker.

Til sammenligning har USA næsten alle variationer af etniske grupper, religioner, nationaliteter og komplette galninge.

På min studietur mødte jeg en højt placeret ansat i The US State Department (udenrigsministeriet), der ikke troede på global opvarmning. Han troede vitterlig ikke på det, denne formentlig veluddannede og i hvert fald velbetalte mand. Omkring 40% af befolkningen tror ikke på evolutionsteorien.

12% af befolkningen stammer fra slaver holdt af forfædrene til andre 60%. Over en tyvendedel af amerikanerne er ikke amerikanere, men illegale indvandrere. Hvis man skal køre fra Fort Kent i staten Maine, der ligger på grænsen til Canada, og helt ned til USAs sydligste punkt, Key West i Florida, tager det over et døgn – altså hvis man kører på en fiktivt tom motorvej med konstante 130 km/t.

Hvem fanden magter at holde styr på det? Hvem orker at samle alle de her mennesker og fortælle dem, at offentlig sygesikring er en god idé; at du skal passe på med det gevær; at økologisk mad virkelig er vejen frem – og hvis du vil nogen steder hen, fx tværs over det her fucking enorme land for at besøge dine forældre, så lad være med at tage et skrækkelig forurenende fly eller en firhjulstrækker. Tag et tog.

Tre fyre på New Yorks undergrundsbane med øl i papirsposer.

Alligevel formår de statsforskrækkede og skydegale mennesker at have de bedste universiteter, den største mængde Nobel-prisvindere og virkelig god journalistik. Derfor er de ikke undtagede fra kritik, men den skulle gerne være baseret på, hvad der er realistisk og giver mening for lige præcis USA. Hvilket ikke er det samme som det, der giver mening for Danmark.

I morgen taler vi med en af topredaktørerne på USA's største avis, Wall Street Journal, Bret Stephens. "Skandinavien må forstå én ting: De andre er ikke som os" (NY/DE del II)