En dag i ghettoen

Abdallah Asmar, 18, går på Teknisk Skole i Århus, har boet i Gellerup næsten hele sit liv

Jeg er glad for at kunne fortælle dig om det her, for det er sjældent, at folk kommer for at høre vores mening. Hvis det havde været TV2, så ville de have redigeret det. De sætter et klip sammen, så man bagefter tænker, det var ikke det, jeg sagde. Det er det samme med vores forældre; de har set så mange nyheder, så det ved, at det, de siger, ikke kommer frem i TV. Hvis du ser en ung mand med en sten i hånden, så filmer de, lige når han smider den. De spørger ikke de ti andre, der står ved siden af ham, de filmer kun ham med stenen.

Jeg er født i Randers, men mine forældre kommer fra Libanon. De flyttede til Gellerup, fordi de kendte mange her. Jeg har også stadig et værelse her, selvom jeg er flyttet til Århus Nord. Men der sker ikke en skid der; jeg foretrækker Gellerup.

Det er en god idé at gøre Gellerup pænere, men hvis der kommer flere forretninger her i stedet for boligblokke, tror jeg, at de bliver røvet. Nu tager de kriminelle drenge til Digterparken eller Åbyhøj for at begå indbrud, men hvis der fremover ligger en butik fem minutter væk, røver de den i stedet for.

Jeg har gået i syv forskellige skoler, men for det meste gik jeg i specialklasser. Hvis jeg sad sammen med danskerne, havde jeg ingen problemer, men jeg kunne ikke være sammen med andre indvandrerdrenge. De ville gerne pjatte hele tiden, og nogle gange blev det lidt for meget.

Så kom jeg på noget, der hed Pusterummet, hvor jeg kun gik i skole et par timer om dagen. Resten var bare hygge, hvor vi spillede kort eller sådan noget, for det var nemmere for lærerne at håndtere. Det var lige før, det kunne betale sig at lave ballade, for i en normal klasse kunne jeg ikke spille billard eller lige sove en time. Når man er 11-12 år, er sådan noget meget fedt, men det er ikke særlig fedt at tænke på nu. Jeg skulle have taget mig sammen.

To år senere kom jeg på Skt Annæskolen, men blev smidt ud, fordi jeg kom op at slås med nogen. Så tog jeg selv ned på AOF i Åbyhøj og besluttede mig for at tage 9.klasse der. Jeg fuldførte det, men nåede ikke at tage min sidste mundtlige eksamen, inden jeg blev varetægtsfængslet. Den tog jeg, da jeg afsonede.

Jeg blev sigtet for medvirken til røveri, men til at starte med var der ikke nok beviser. Jeg var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men anklageren ankede til landsretten, som to dage senere stadfæstede, at jeg skulle i grundlovsforhør. Jeg skulle afsted til Libanon og besøge min familie, men en halv time inden, jeg skulle køre, kom politiet og anholdt mig. Jeg har endnu ikke fået dommen.

Jeg har lagt mærke til, hvordan medierne opfører sig, når der er ballade her i området. Først vil de gerne høre politiets rapporter – det kan de sælge i en uge. Så kommer de til os og vil høre vores mening, og hvordan politiet har behandlet os – det kan de sælge den næste uge. Vores mening kommer altid til sidst.

D.24.september blev jeg løsladt for et andet røveri, der skete for to år siden. Mig og et par andre gik op til én og spurgte, kan vi få din telefon. Det var på Bellevue Strand. Jeg blev dømt som hovedmanden. De andre drenge var 14 år gamle. Det var rigtig godt at blive løsladt, for det er træls at sidde inde for noget, der ikke kan betale sig. For at sige, må jeg få din telefon, og så får man seks måneders ubetinget fængsel.

Det er pinligt for mine forældre, at jeg har begået kriminalitet. Folk siger for eksempel, at de ikke kan forstå, jeg er blevet sådan, når nu min far er sådan en god mand.

Jeg er begyndt at praktisere min religion mere. Det er en god måde at undgå problemer på, fordi det minder mig om, at det ikke er ok at være voldelig, stjæle eller lave ballade. I går aftes var jeg i moskéen med nogle tidligere kriminelle fra Vollsmose, som også er begyndt at praktisere mere.

Gellerup er ikke en verden for sig. Men man kalder det er parallelsamfund, fordi folk er tavse. De ringer ikke til politiet, når der er ballade. Det er ikke fordi, imamerne blander sig, men fordi politiet ikke gør noget. Hvis der er en, der er ved at blive overfaldet, kommer de en halv time senere, selvom stationen ligger så tæt på. De vil have 200 betjente til området, men der er betjente nok, de er bare amatører.

Her er ikke så meget at lave på en søndag. Hvis der ikke regnede, ville der nok være nogle fyre ude at køre på knallert. Nu kommer en af mine venner, så skal vi nok spille Playstation eller bare slappe af. 

"Det handler om islamisk lov" (DC/NY del IV)

Vi snakker med kvinden, der vil bygge en moské to gader fra Ground Zero.

Min studietur bød på et møde med kvinder, der forsøger at modernisere islam og fremme ligestilling inden for troen. Mest kendt er nok Daisy Khan, der sammen med sin mand, Feisal Abdul Rauf, planlægger at bygge det muslimske kulturcenter Park51 – der strengt taget ikke indeholder en moské, men et bederum - to gader fra Ground Zero. 

Khan er også direktør for American Society for Muslim Advancement; en organisation, der med egne ord forsøger at løfte diskursen om islam. Desuden vil de gerne styrke "an authentic expression of Islam", hvilket for dem vil sige en religion, der flugter med et moderne syn på kvinders rettigheder og promoverer dialog med andre trossamfund.

Muslimsk revolution
ASMA har gang i en masse projekter, der skal uddanne kvinder i den tredje verden og forhindre kvindelig omskæring. Under sig har de organisationen Muslim Leaders of Tomorrow, hvis direktør, Nancy Shihadeh, vi også mødte. ASMA's hjemmeside og deres introducerende video byder på en del Koran- og hadith-citater, fx om stræben efter viden: "A person who follows a path for acquiring knowledge, Allah will make easy the passage to Paradise for them" og vejen til den rette tro: "He is alive, there is no god but He. So, call upon Him, purifying your religion for Him." (40:65). 

Sådan forestiller arkitekterne sig, at Park51 skal se ud.

I det hele taget er det interessant, at ASMA's projekt er baseret på et teologisk opgør med islam; et ønske om, at muslimers tro skal handle mere om indre overbevisning og generelle moralske forskrifter end om ydre handlinger og ekstreme tolkninger. 

Dem, der studerer religion (og historie!), må lige hjælpe mig her, men det minder mig en hel del om den kristne reformation. Ikke at man nødvendigvis kan overføre teologien direkte (Luther havde fx arvesynden at gøre op med), men mere i forhold til deres ønske om at modernisere og gøre religion forenelig med et moderne liv baseret på idéer fra Oplysningstiden.

The authentic expression

Jeg spurgte Daisy Khan, om det ikke var problematisk at bruge religiøse argumenter, når man skulle overbevise folk om, at ligestilling og uddannelse var en god ting. Der er vel masser af muslimske middelalderligt tænkende teologer, der ligesom hende synes, at de har "the authentic expression of Islam"? Hvorfor ikke bare bruge humanistiske argumenter og appellere til folks sunde fornuft? 

Her var Khan lidt undvigende, men inden da havde hun fortalt, at kvinderne i meget af den muslimske verden har et religiøst verdenssyn, så hvis man vil overbevise dem, skal man gøre det med Koran-citater: "Det handler om islamisk lov", som Khan siger. For hende virker det dog ikke kun som en praktisk foranstaltning. Jeg tror, at hun og hendes kolleger i ASMA og Muslim Leaders of Tomorrow har et oprigtigt ønske om at revolutionere islam, og der er ingen tvivl om, at de selv er troende muslimer. 

Bertrand Russell i afghansk ørken

For mig kan det ikke undgå at virke intellektuelt inkonsekvent at erstatte den ene teolog med den anden; hvis man er en analfabetisk kvinde, der lever af at omskære andre kvinder, tror man vel lige så meget på en autoritet, der siger god for det, end én, der forklarer, hvorfor Allah ikke bryder sig om det. 

Et af ASMA's projekter - via deres underorganisation WISE - går ud på at forhindre kvindelig omskæring ved at forklare dem, der udfører det, at omskæring er "un-Qur'anic".

 Frem for at opfordre til kritisk tænkning, erstatter man bare ét religiøst overhoved med et andet. Men jeg kan sagtens se, at ASMA's metode er langt den mest realistiske, og at det er fuldstændig naivt og misforstået at læse op fra Bertrand Russell i en afghansk ørken, hvis man vil fremme ligestilling.

Dermed alt fra USA! Næste stop: City Vest i Brabrand!

"Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på" (DC/NY del III)

Fox er den mest europæiske TV-kanal i USA, og Obama er ikke så frisindet endda.

I Washington snakker vi med den unge, energiske og usædvanligt (for USA) bandende Michael Moynihan, som er redaktør for Reason, et "libertarian" blad. Det vil sige liberalistisk økonomi og venstreorienteret social politik. Gør som du vil med dine egne penge og i dit eget soveværelse. 

Jeg havde aldrig hørt om Reason før, men i USA har deres hjemmeside 2,5 millioner unikke besøgende hver måned. Moynihan siger, at deres blad er baseret på "dissent", altså noget i retning af uenighed på den civilt ulydige og politisk uacceptable måde. Journalist Christopher Hitchens påstår, at man skal gøre sig fortjent til den betegnelse, så hvad er Moynihans claim to dissident fame?

FOX er mest europæisk
Tjo, han siger, at Fox News faktisk er den mest europæiske TV-kanal i USA, fordi den stort set er drevet af meninger og politiske pundits. Tænk Glenn Beck og Bill O'Reilly. Til sammenligning er næsten alle andre amerikanske medier besatte af idéen om fairness og objektivitet, og jeg kan godt se, hvad han mener. Man kan nærmest ikke se 10 minutter af en debat på fx MSNBC uden, at værten lige skal sige "thanks, Guy Who Thinks This, we're now going live to Guy Who Thinks The Exact Opposite, because here at MSNBC we appreciate a fair and balanced debate".

Mindetavle på Washington D.C.'s Newseum, der viser dræbte journalister fra hele verden.

De europæiske medier skulle så være mere tydelige omkring, hvad deres holdninger er, og jeg går ud fra, at han først og fremmest mener pressen, da de statsstøttede public service-kanaler gør jo netop en dyd ud af at være objektive. Alligevel siger Moynihan, at NBC forsøger sig ud i at være liberale (i amerikansk forstand), nu hvor Fox har overtaget det republikanske publikum. "Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på. Hvis der er et ideologisk hul, vil medierne fylde det." Desuden fik vi det lidt overraskende stykke bonusinfo: Obama er faktisk imod homoseksuelle ægteskaber .

Obama vild med religiøs retorik

Senere taler vi med professor og ekspert i sekularisme Jacques Berlinerblau fra Georgetown i Washington. Han har undersøgt, hvordan præsidentkandidaterne snakkede om religion under valget i 2008. Umiddelbart skulle man tro, at Republikanerne var bedst (eller værst) til det, men faktisk har Obama også svælget i bibelsk retorik.

Avisforside fra december 1933, udstillet på Newseum i Washington D.C.

 Måske som en måde at løse det, som Berlinerblau kalder de liberales krise med at tale til grupper, altså religiøse grupper. Det er Republikanerne bedre til, fordi selve den republikanske grundtanke er baseret på, at gruppen er det vigtigste sociale samlingspunkt. Vigtigere end den enkeltes rettigheder, hvilket er den bærende idé i liberal tankegang (liberalisme i amerikansk forstand, ikke økonomisk liberalisme). 

Gud er tilbage

I hvert fald er religion langt fra forsvundet, sådan som nogle troede, at den ville være i 1950'erne og 60'erne. Berlinerblau taler om den sekulære hypotese, hvor man troede, at alle med tiden ville blive mere og mere ikke-religiøse. Men nu, som The Economist også siger, er Gud tilbage. Tænk på George Bush's såkaldte "faith-based initiatives", hvor han støttede velgørende organisationer, der samtidig var religiøse. 

Forsiden af Time Magazine fra 1966. Dengang var det kun et spørgsmål om tid, troede man, før religion ville uddø.

 Men, hey, strider det ikke temmelig kraftigt mod den amerikanske forfatning, der siger, at "Congress shall make no law respecting an establishment of religion"? Nej, så længe man støtter alle religioner lige meget, er det tydeligvis ikke et problem. I praksis endte det dog med, at langt de fleste støttedollars gik til evangeliske kirker.

I modsætning til Bret Stephens var Jacques Berlinerblau temmelig glad for de skandinaviske lande og deres sekulære debatkultur. Vi havde "udviklet os mere" end de religiøse lande. Jamen tak, Jacques! Det er dog svært at se, hvordan man med lovændringer kan gøre så meget ved den amerikanske debatkultur og forsøge at få bibelske citater væk fra avisspalterne. 

Religion er i langt højere grad det, som folk samler sig om i USA og finder fællesskab i, så naturligvis argumenterer man med det i baghånden. Men for en sekularist som mig er det ikke alt sammen slemt: Der bliver flere og flere ikke-troende i Guds eget land.

I morgen møder vi kvinderne bag den muslimske reformation: "Det handler om islamisk lov" (DC/NY del IV)

Skandinavien må forstå én ting: De andre er ikke som os (NY/DC del II)

Vi snakker med en mand, som Barack Obama læser.

Min studietursgruppe mødtes med Bret Stephens, der er såkaldt redaktionel redaktør for USA's største avis, Wall Street Journal. Det vil sige, han holder øje med avisens egne meninger i form af ledere og den slags; et område, der ifølge ham selv er skarpt adskilt fra nyhedsdelen.

Wall Street Journal klarer sig overraskende godt, mens andre amerikanske aviser er tæt på fallit, og toppen af kransekagen i Washington følger med i, hvad Stephens og kollegerne skriver.

Kort fortalt er Bret Stephens (og hans avis) glade for Israel, knap så glade for Irans atomprogram og mener, at vi ikke skal trække os ud af Afghanistan. Stephens tror desuden, at papiravisen vil dø inden for de næste 30 år sammen med dens midaldrende læsere, og at Wikileaks-grundlæggeren, Julian Assange, er et underligt individ.

Om os fra de nordiske lande siger han: "Skandinavien befinder sig i et elfenbenstårn, men I må indse én ting: Verden er ikke som jer." 

Dyd er ikke en strategi
Hermed mener han primært, at mange andre lande rundt omkring er meget tættere på krig og konflikt og derfor bliver nødt til at træffe ubehagelige politiske beslutninger. Som for eksempel at blive i Afghanistan, selvom det ikke går forrygende, fordi alternativet er endnu værre. 

"Dyd er ikke en praktisk politisk strategi. Du kan vælge mellem en dårlig strategi eller en værre strategi," siger Stephens. Danmark, Sverige og Norge kan tillade sig at se ned på omverden, fordi vi sjældent står over for problemer, der ligner dem, alle andre må slås med. Jeg ved egentlig ikke, om Danmark hører med i hans kategori af verdensfjerne skandinaviske lande, når vi nu både har tropper i Afghanistan og Muhammed-tegningerne bag os.

På den ene side har Stephens ret i, at Skandinavien er en underlig gruppering af usædvanlige lande, som det kører relativt godt for, og som derfor måske ikke har blik for, at vores tankegang ikke bare uden videre kan overføres på resten af verden. 

Bladhylde i Brooklyn-kiosk

På den anden side er de nordiske lande ikke ligefrem de eneste, der kritiserer Bret Stephens' holdninger; folk i USA er heller ikke altid enige med ham, selvom de tilhører den samme realpolitiske, krigsfarende nation. 

Afghanistan er som Månen
Så spurgte Stephens: "Har I nogensinde været i Afghanistan?" Vi var omkring 20-25 nordiske studerende, og jeg tror ikke, at nogen af os rakte hånden op. 

"Det er øde og primitivt ligesom Månen," sagde han og mente derfor, at der var grænser for, hvilke forbedringer man kunne forvente sig af landet inden for kort tid. Der var mere end en snert af "hvis du ikke har været der, aner du ikke, hvad du taler om" i hans kommentar, og selvom jeg har respekt for, at han rent faktisk har været i Afghanistan, kan den slags besøg ende meget forskelligt.

Skilt foran Lincoln Memorial i Washington D.C.

Carsten Jensen har også været i Afghanistan, og han foreslår, at vi trækker os ud af landet og overlader det til Taleban (Stephens: "At samarbejde med Taleban ville være selvmord. De er anti-demokratiske. Til sammenligning krævede oprettelsen af EU efter Anden Verdenskrig, at Tyskland blev fuldstændig udslettet."). Selvom jeg lærte en del af at komme til USA, kunne jeg strengt taget have fundet ud af det hjemmefra. Ofte ser man, hvad man kommer for at se.

I morgen skriver jeg om, hvorfor Fox egentlig er et meget europæisk medie, og hvorfor religion og republikanere svinger så godt i USA: "Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på" (DC/NY del III)

Vi spurgte også Bret Stephens om Iran, og her er en længere version af hans svar (fra juni 2010)

Tilbage til Guds eget land (NY/DC del I)

Udsigt over the Manhattan skyline fra Brooklyn.

 Jeg tager til USA og finder ud af, at fader måske er blevet en fornuftig mand.

For nylig var jeg på studietur i New York og Washington D.C., og hvad der måske virker indlysende for mange, stod lige pludselig meget klart for mig på en helt anden måde end før: USA er virkelig forskellig fra Danmark. 

Det var jeg nu også klar over i Bush-perioden, der startede nogenlunde samtidig med min politiske bevidsthed. Men dengang betød forskelligheden kun én ting: At USA bare er virkelig meget mere forkert på den end Danmark (og Sverige og Norge og andre lande, der ligner os). 

At USA er den strenge, snæversynede fader, der ikke forstår en brik, og som vi derfor må protestere imod. Fader må komme til fornuft og se, at vi har ret.

"When I was a boy of 14, my father was so ignorant I could hardly stand to have the old man around. But when I got to be 21, I was astonished at how much he had learned in 7 years," siger Mark Twain, og måske er jeg begyndt at få det lidt på samme måde.

Fucked-up galninge

Da jeg som 18-årig så Michael Moores "Fahrenheit 9/11", var der ikke grænser for min foragt. Hvilke fjolser! Hvilket latterligt system, hvilke meningsløse krige, hvilken fucked-up konspiration af neokonservative, krigsliderlige, korporatistiske galninge!

De har jo ingen historie, ingen fornuft, ingen respekt for intelligens, som de i øvrigt heller ikke har – my God, at de her mennesker ejer atomvåben… It boggles the mind. 

Monument over Anden Verdenskrig. Washington er nærmest ikke andet end marmor, monumenter og flotte, indgravede ord.

Siden er jeg begyndt at se landet i et historisk perspektiv, og selvom jeg ikke er gået helt tilbage til den totale næsegruse beundring fra min barndom (hvor alt fra Hollywood og Jay Lenos studie i Burbank var Gud), kan jeg egentlig godt lide USA. Lad os sige, jeg har nået dyden i midten.

I hvert fald er det meget tydeligt, at hvis man vil overføre elementer fra det danske samfund over på det amerikanske, kan det ikke gøres med ordene "Sådan gør vi, og det kører pissegodt. Hvis ikke I fatter det og gør nøjagtig det samme, er I sååå fucking hjernedøde". 

Jeg ved ikke, hvor mange der reelt tænker sådan, men det ligger ret tæt op ad min tankegang for omkring 6-7 år siden, og jeg havde ikke svært ved at finde ligesindede.

Den rådneste banan
Danmark er et lillebitte land med meget få mennesker, der alle er stort set ens. Hvide, sekulære middelklassefolk, der holder af uddannelse, pensionsopsparing og barselsorlov. Gennem mange hundrede år er det lykkes at skubbe de her mennesker i samme fredelige og solidariske retning.

Det er absolut ikke blevet gjort sværere af, at selv den mest rådnende banan af en nordjyde let kan hoppe på den statsstøttede jernbane og i løbet af 5-6 timer møde op på Christiansborg. Og se magthaverne i ansigtet. Nu har en lille procentdel af danskerne så fået udenlandsk baggrund, og vi taler næsten ikke om andet, fordi vores samfunds trygge ligevægt ikke tåler at blive forstyrret. Hvilke andre lande har den ligevægt? Nærmest ingen!

Neonskilt fra magasinet The New Yorker.

Til sammenligning har USA næsten alle variationer af etniske grupper, religioner, nationaliteter og komplette galninge.

På min studietur mødte jeg en højt placeret ansat i The US State Department (udenrigsministeriet), der ikke troede på global opvarmning. Han troede vitterlig ikke på det, denne formentlig veluddannede og i hvert fald velbetalte mand. Omkring 40% af befolkningen tror ikke på evolutionsteorien.

12% af befolkningen stammer fra slaver holdt af forfædrene til andre 60%. Over en tyvendedel af amerikanerne er ikke amerikanere, men illegale indvandrere. Hvis man skal køre fra Fort Kent i staten Maine, der ligger på grænsen til Canada, og helt ned til USAs sydligste punkt, Key West i Florida, tager det over et døgn – altså hvis man kører på en fiktivt tom motorvej med konstante 130 km/t.

Hvem fanden magter at holde styr på det? Hvem orker at samle alle de her mennesker og fortælle dem, at offentlig sygesikring er en god idé; at du skal passe på med det gevær; at økologisk mad virkelig er vejen frem – og hvis du vil nogen steder hen, fx tværs over det her fucking enorme land for at besøge dine forældre, så lad være med at tage et skrækkelig forurenende fly eller en firhjulstrækker. Tag et tog.

Tre fyre på New Yorks undergrundsbane med øl i papirsposer.

Alligevel formår de statsforskrækkede og skydegale mennesker at have de bedste universiteter, den største mængde Nobel-prisvindere og virkelig god journalistik. Derfor er de ikke undtagede fra kritik, men den skulle gerne være baseret på, hvad der er realistisk og giver mening for lige præcis USA. Hvilket ikke er det samme som det, der giver mening for Danmark.

I morgen taler vi med en af topredaktørerne på USA's største avis, Wall Street Journal, Bret Stephens. "Skandinavien må forstå én ting: De andre er ikke som os" (NY/DE del II)

Why wise words are double-dealing douchebags: Un-advice for the uninspired

Looking for inspiration on the internet is like looking for love in all the wrong places. People who spend most of their time doing proper offline things like cooking with loved ones or educating women in Afghanistan will tell you this. Luckily, you don't have to venture out into the Middle East or even your own kitchen to figure that out. The startling discovery can be made right here on... you guessed it, the internet.

Let's start with the obvious: You've googled "inspiration" and found a fucking software firm. How depressing. Moving on, you google "inspirational quotes". Why? Well, assuming you're like me, you have a great deal of respect for people who have achieved something and then managed to bitesize it into user-friendly quotes you can put on Facebook. Hey, look at that, there's actually a site called inpirational-quotes, wonder if they have any of my favourite authors.

OK, so this site is nothing like a blog, feed or anything remotely web 2.0. You actually have to click on categories, making it a bit like porn, only here it's not "interracial" or "bukkake", but heavier stuff like "Build a Good Character" and "Dealing with People". Who doesn't want that?

Top of the list in the character building category is Henry David Thoreau: "You cannot dream yourself into a character; you must hammer and forge yourself one." See, that's what I mean, cooking with loved ones! Educating women in Afghanistan! Actually being out there hammering and forging and... OK, one more quote, and I'm good to go.

Lord Chesterfield: "Be your character what it will, it will be known, and nobody will take it upon your word." What? Couldn't have made that a bit more readily accessible, could you, Chester? OK, so I suppose it means that whatever you try and tell people about how wonderful you are, they'll see through it. Or that people will talk shit about you, and there's nothing you can do to stop it? Not very inspirational, that. Was just thinking of joining the armed forces, writing home about this terrible, terrible war, but what does it matter if there's no one to believe me?! Fuck this, next quote.

Thomas Paine: "Reputation is what men and women think of us; character is what God and angels know of us." Huh? Thomas Paine talking about angels? I thought he was an atheist or at least agnostic, and here he is going on about... Heeeey, wait a minute, maybe he's taking the piss out of that whole "essence of character", "inner core" thing and doing a Warhol - a post-modern "I'm deeply superficial"-ish statement for the Enlightenment age.

Like, saying that none of us can ever really know anything about ourselves, eh? Eh? Doesn't make sense to do that when you're 250 years away from post-modernism, though. OK, I give up, dude's obviously into angels, but translate that into "we", and it's about knowing your own, sometimes murky, morals and motives and having the balls to confront them instead of riding on a wave of popularity.

So, what I have learned so far? In order to build character you should go out into the world, expecting to be slaughtered, seen through or simply misunderstood. Yet if you can look yourself in the face after having brooded sufficiently over the flaws in your personality, you should be fine.

Result: I have become a repressed and bitter closeted gay Oxford don.

Severed head alive and looking for body: The case for fake interviews

When I was little, there was a magazine called 'It's A Mad Mad World': a Danish version of the National Enquirer, only weirder. I can almost recite one of the articles by heart, called 'Severed Head Alive and Looking for a Body'. 

Apparently, a man trimming his hedge had lost control over his chainsaw and cut off his own head. Later, the head turned up on a plate, connected to a million wires and sleeping 22 hours a day, but otherwise alive and well. Scientists would not say what had happened; instead there was a photo, effectively destroying any doubts readers might have about this unlikely beheading-cum-body search. 

I'm not saying me and my childhood innocence believed it; I knew it was bullshit, but in those days my disbelief was suspended so high that it didn't matter. It's the same with celebrities in magazines. Everyone who buys the latest Esquire as soon as it comes out in order to devote their afternoon to the latest Javier Bardem feature has his or her disbelief walking a tight rope between Mount Everest and Kilimanjaro.

That's because the point of celebrities is that they offer something you want, but can never ever get. Not because you don't have the money or the connections, but because it doesn't exist anywhere but on paper. Ask anyone who's had the pleasure of being interviewed by ladies and gentlemen of the press: as soon as their words are printed, the image takes on a life of its own, completely divorced from reality. Even if famous people were never misquoted or misunderstood, the articles would still not be about them, but about us. 

What does it matter to anyone if George Clooney or Megan Fox are single or not? None of us reading about them will ever get near them, let alone stand a chance of dating them. Why do we care what Robert Pattinson does in his spare time, we're not buying him a birthday present, at least not if we're over 12 and mentally stable. It serves no purpose, and famous people know this. Therefore, they claim that we are not entitled to anything other than what we get: the film, the song, the interview, the odd gay rumour. They didn't ask for the paparazzi, the exposure and the intrusion, hence the fence of their ubiquitous entourage. 

Luckily, we can always make things up. Invent stuff, for example a fake interview. It's not like they're real people to us, which is why most people when meeting their idol just stand there, awestruck, audibly twisting their brains to transform a million pictures into an actual 3D person.

    Technically, of course, the Esquire interview is not made up; someone actually talked to Javier Bardem, recorded his words and put together an article. There is in all likelihood an mp3 file out there on someone's laptop containing the man's voice as it describes the ups and downs of its owner's career. But what if there wasn't? 

I mean, it's not Shakespeare. Read a few interviews with a celebrity, and you'll soon get the gist of what they're trying to say. What transpires in an interview with a person from the entertainment business is in 9 out of 10 cases something that could simply have been conjured up by the journalist anyway. 

From thereon, most writers would be perfectly capable of creating an actual conversation, creating a genre between wish fulfillment and fan fiction that has hitherto only been dreamt of in an Italian journalist's desperate career philosophy. Yet most reporters content themselves with adding to the cacaphony of gossipy soundbites about things that supposedly happened. Who cares if they happened? 

All you need to create a fake interview is a properly famous Übermensch and a slightly deranged imagination, and you could be a journalist prophet, writing the gospel about our lords of the Oscar nights and Grammy Awards. At least for those who like reading about severed heads.
  

Paven bag tremmer

Kan man smide Paven i fængsel for at være medskyldig til pædofiliskandalerne i den katolske kirke? Ja da – hvis man har de rigtige advokater! 

Det siger i hvert fald den britiske topadvokat og ekspert i international lov Geoffrey Robertson. I forbindelse med, at Pave Benedict XVI kom til Storbritannien sidste måned, udgav Robertson en heftig anklage mod den tidligere kardinal Joseph Ratzinger: The Case of the Pope

Man kan godt fornemme, at bogen er skrevet ret hurtigt, for en redaktør kunne godt have fjernet de mange gentagelser. Eller måske er det bare sådan, man gør i den juridiske verden. Under alle omstændigheder er bogen ikke så kompliceret som forfatterens fag, og faktisk kan de 174 sider koges ned til tre. Har du ikke tid til dem, kommer her en lynopsummering:

1)      Tusindvis af børn er blevet misbrugt af katolske præster over hele verden.

2)      Den katolske kirke har ikke meldt disse præster eller smidt dem ud af kirken, men i stedet skjult dem for myndighederne og kørt sager mod dem efter deres egen, meget overbærende kirkelov.

3)      Pavestolen – det vil sige Paven og hans medarbejdere i pseudo-staten Vatikanet - har dermed kørt et parallelt og ulovligt retssystem i de lande, hvor misbrug har fundet sted.

Og så den lange:
  

Sexmisbrug i den katolske kirke er gået fuldstændig amok med konstante afsløringer af pædofile præster i alle verdenshjørner og undersøgelser, der viser at næsten en tiendedel af de klerikale har forbrudt sig (needless to say, en overrepræsentation i forhold til fx børnehavepædagoger).

Samtidig nægter hverken Paven eller hans Curia, altså rådgiverne og bureaukraterne i Vatikanet, at tage ansvar og insisterer i stedet på at køre et parallelt retssystem efter den katolske kirkes egne kanoniske lov.

Dette ikke særlig tidssvarende dokument straffer for det groveste sexmisbrug en perverteret præst med… At han ikke må være præst længere! De fleste sager går ikke engang så langt, men ender med, at den anklagede enten bliver idømt en form for bod, fx at han skal bede et vist antal bønner, eller at han bliver sendt til et andet - ikke nødvendigvis børnefrit – sogn eller land.

Præste-trafficking kalder Robertson dette gustne fænomen. Ikke noget med at overgive den dømte til myndighederne eller endda ekskommunikere ham, altså smide ham ud af kirken. 

Derudover understreger loven, at lige så snart en sag er gået i gang, må ingen af de implicerede udtale sig til offentligheden. Det har betydet, at mange strengt katolske familier af frygt eller respekt for kirken aldrig har fået mulighed for at føre en rigtig retssag igennem.

Denne farce kan i flere tilfælde føres direkte tilbage til Paven, der i sin tid som kardinal forsøgte at skjule en række pædofile præster fra myndighederne og insisterede på at retsforfølge dem efter kanonisk lov.

Desuden har Ratzinger som pave udvist en utrolig arrogance og modvilje mod at samarbejde med myndighederne i opklaringen af pædofilsagerne. Dette sammenlagt med hans fortsatte accept af den kanoniske lov giver one nasty Pope, der undergraver retssystemet i de lande, hvor pædofile præster har skjult sig i skriftestolen.

Men hvis Paven har et ansvar, hvorfor så ikke slæbe ham i retten? Fordi han ikke bare er religiøs leder, men statsoverhoved og dermed immun over for de italienske caribinieri, der ellers kan anholde enhver anden romersk forbryder. Pavens stat hedder Vatikanet, men er lidt af en joke, påstår Robertson.

Pave Pius XI

Il Duce - Benito Mussolini

For det første opstod bystaten som en suspekt studehandel mellem den daværende Pave Pius XI og den fascistiske leder Mussolini. I 1929 ville paven have magten over de italienske sjæle via skolerne, mens Il Duce ville have de italienske stemmer via præstepropaganda, et voilà! Et styks selvstændig stat, der i dag som den eneste ikke-medlemsstat har status af permanent observatør i FN's generalforsamling. Det betyder, at de sidder lige efter medlemslandene og foran Palæstina, Røde Kors samt en lang række internationale organisationer. De har ret til at være med i debatter og komme med forslag til FN's officielle dokumenter – stort set som en medlemsstat, bare uden stemmeret.

Men Vatikanet er ikke en stat, siger Robertson, i hvert fald ikke ifølge den traktat om statens rettigheder og pligter, der blev underskrevet i Montevideo i 1933, og som nu er en del af international lov. 

Traktaten kræver for det første, at en stat har en permanent befolkning – Vatikanet har stort set kun Paven og et par hundrede medarbejdere, og de bor der aldrig et helt liv ad gangen. Idéen om den vatikanske statsborger er absurd; stedet fungerer snarere som arbejdsplads for cremen af den katolske kirke. 

For det andet skal man have et territorium, og Vatikanet har kun et palads med lidt have omkring, der i enhver meningsfuld forstand er en del af Rom. Italiensk lovgivning gælder, hvis man bliver taget i at stjæle; man bliver henvist til den italienske ambassade, hvis man har mistet sit pas i Peterskirken; kloakkerne, politiet, gas og vand kommer fra Italien.

For det tredje skal en stat have en regering, hvilket er lidt svært, når der ikke er noget folk at regere eller noget territorium at adminstrere. Vatikanet har ikke sit eget forsvar, skattevæsen eller nogen anden institution, man forventer af en stat. Selv da Pave Johannes Paul II blev skudt i 1981, kunne Vatikanet ikke anholde ham, selvom den nyligt løsladte forbryder, Mehmet Agca, protesterede mod at komme for en italiensk domstol, da mordforsøget havde fundet sted inden for bystatens mure.

For det fjerde og sidste skal en stat kunne indgå relationer til andre stater, fx sende diplomater afsted, der gør mere end bare at arrangere pavebesøg. Det lever Vatikanet på ingen måde op til.

Vatikanet - staten inde i byen, til venstre for floden Tiberen. Kilde: Google Maps

Uanset hvad, siger Robertson, er det muligt for enten verdenssamfundet eller en af de tidligere misbrugte ofre at slæbe Paven i retten.

Er Vatikanet en stat, og Paven et statsoverhoved, kan han stadig slæbes i retten for forbrydelser mod menneskeheden. Benedikt XVI er stadig tysker, og Tyskland har godkendt den internationale Kriminaldomstol, der kan føre den slags sager. Selvom Ratzinger ikke proaktivt opfordrede til misbrug, gjorde han heller ikke noget særligt ved det, selvom han vidste, at det foregik, og det er nok.

Her henviser Robertson til en sag mod de tidligere østtyske ledere Erich Honecker og Egon Krenz, der aldrig straffede vagterne ved Berlinmuren for at slå folk ihjel, der prøvede at flygte. Dermed accepterede de indirekte, at det foregik, og Krenz endte således med at få seks år i fængsel for at være medskyldig til manddrab. På samme måde er Paven også skyldig i grov forsømmelse.

Hvis Paven ikke er et statsoverhoved, er det så meget desto nemmere at anholde ham, lige så snart han træder uden for Vatikanets grænser. Men der er selvfølgelig en masse teknikaliteter, og hvis sådan en sag nogensinde skulle komme i retten, vil Vatikanet gøre alt for at forsinke den, fx forlange at alle retsdokumenter skal oversættes til deres modersmål – latin. Selv Robertson indrømmer, at international kriminallov er temmelig kompliceret.

En anden mulighed er, hvis en eller flere ofre for misbrug sagsøger Paven. Her er det ikke så vigtigt, om Ratzinger er et statsoverhoved eller ej, sålænge man kan påvise et link mellem ham og en kriminel præst, fx via en biskop, der kendte til misbruget. Der kører et par af den slags sager i øjeblikket, blandt andet O'Bryan v Pavestolen, der er kommet helt op til den amerikanske Højesteret. Her skulle Vatikanet forklare forholdet mellem Paven og hans ansatte, men påstod at dette var uhyre kompliceret selv for de bedste teologer – ikke noget fremragende forsvar, især ikke hvis Pavestolen vil tages seriøst som en selvstændig regering.

Til sidst kommer Robertson med det gode råd, at katolske præster måske alligevel skulle have lov at gifte sig – på den måde kunne mange sexforbrydelser være undgået. Han påpeger også, at det er vanskeligt at slæbe en mand i retten, der udadtil symboliserer godhed og næstekærlighed, og at Paven derfor nok ikke bliver anholdt, når han kommer til Storbritannien (hvad han heller ikke blev). Til gengæld burde kirken selv tage sig sammen og glemme alt om at retsforfølge præster under deres egen lov.

At bekende sine synder

Skriftemålet er et af den katolske kirkes syv sakramenter, dvs ritualer, hvor Gud siges at være til stede. Her kan en katolik bekende sin synder, og præsten kan derefter tilgive ham eller hende på Guds vegne. Kirken forlanger af sine medlemmer, at de skrifter mindst en gang om året, men helst oftere; den forrige pave, Johannes Paul II, var stor fan af sakramentet og gik selv til skrifte hver uge. Først tilstår man de dødelige synder for ikke at komme i Helvede, dernæst de mindre alvorlige. En dødelig synd er en bevidst handling, der forbryder sig mod De Ti Bud, men kan også omhandle andre ting, fx onani eller skilsmisse.

Da jeg var i Glasgow sidste år, talte jeg med en præst ved en katolsk kirke, der ligger midt i byen, kun få skridt fra Sauchiehall Street, som hver weekend er fyldt med fulde diskoteksgæster. Præsten ville gerne være anonym. 

Hvordan var din første gang som præst i skriftestolen?

P: Det gjorde mig meget ydmyg. Folk kommer, fordi de vil ændre deres liv og ved, at Kristus er der. Man føler virkelig, at Gud hjælper dem til at blive stærkere. Inden da havde jeg prøvet offentligt skrifte som barn, hvor alle i familien bekendte deres synder for hinanden.

Offentligt skrifte?

Før i tiden, når en person ikke levede i henhold til et samfunds normer og åbent brød reglerne og De Ti Bud, stod vedkommende uden for fællesskabet. Så fik de muligheden for at tilstå deres synder offentligt, hvorefter de officielt blev inviteret tilbage. Efterhånden som folk levede sammen i større og større fællesskaber, vidste de ikke, hvad alle andre gik og lavede. Derfor skriftede folk i stigende grad om private ting, ikke om offentlige synder. Men der findes stadig offentlige skriftemål, hvor en præst kan give syndsforladelse til mange, hvis der ikke er tid til, at de kan skrifte enkeltvis.

Er der nogle mennesker, der ikke kan skrifte?

Ja, nogle gange må jeg sende folk til en anden specialist, fx hvis de har et misbrug. En narkoman, alkoholiker eller sex-afhængig er ikke i stand til at synde. For at begå en synd skal det ske med fuld forståelse af, viden om og samtykke til synden. Hvis en af de ting ikke er til stede, falder syndens intensitet. Så behøver man ikke at skrifte, men har brug for rådgivning i stedet.

De præcise ord, som synderen og præsten skal sige, varierer, men som regel starter den første med at angre og derefter nævne remse sine synder op. Hvis det er dødssynder, skal man være så nøjagtig som mulig med hensyn til tid, sted og den, man har såret gennem sin synd. Præsten kan godt stille uddybende spørgsmål.

Hvilken slags synder tilstår folk?

Nogle mennesker kommer rutinemæssigt, fordi de har behov for det. De ævler løs om alle mulige småting. Andre kæmper virkelig med deres tro og finder det måske svært at forstå kirkens holdning til prævention eller skilsmisse. Andre igen kæmper med personlige problemer, fx en fattig opvækst.

Hvad er præstens rolle?

Han skal både give gode råd, bede med synderen, opfordre til positiv tænkning og henvise ham eller hende til andre, der måske bedre kan hjælpe. Præsten skal fortælle synderen, at det, vedkommende har gjort, ikke definerer ham. Man er ansvarlig, men det, man gør, og den, man er, er ikke altid det samme.

Inden præsten formelt tilgiver synderen, får vedkommende besked på at gøre bod.

Hvad er eksempler på bod?

Man kan gøre en god gerning, fx besøge et hospital, sige en bøn for sin familie, ofre til kirken eller se en terapeut. Det kommer an på synden.

Til sidste giver præsten syndsforladelse. Dette led i skriftemålet er det vigtigste.

Er der tilfælde, hvor man ikke kan få syndsforladelse?

Hvis man lever i en syndig situation, fx bor med en anden mands kone, kan man ikke få forladelse, medmindre man ændrer situationen. Man må gerne komme i kirke og bede, men ikke modtage nadveren. Løsningen er så at flytte ud og derefter bede præsten om syndsforladelse.

Er der nogle synder, der aldrig kan blive tilgivet?

I princippet kan alle synder tilgives. Nogle steder siger man måske, at visse synder er reserveret til biskoppen, og at han er den eneste, der kan tilgive dem. Det er meget få, meget alvorlige ting, fx heksekunst eller frimureri. Altså noget okkult, der ikke giver mening for en katolik. 

Hvordan undgår en præst at afsløre de ting, han har fået fortalt?

Når et skriftemål er overstået, skal præsten gøre en bevidst indsats for at glemme, hvad der er blevet sagt, især hvis det ikke har været anonymt. Det bliver nemmere med tiden, for folks mønstre er nogenlunde de samme. Der sker ikke så mange usædvanlige ting for de fleste mennesker, og med tiden associerer man ikke personen med de oplysninger, han eller hun giver. Det er et meget specielt sakramente, hvor folk betror sig og er meget ærlige. Bagefter må man glemme alt. Man kan ikke melde dem for en forbrydelse, men må fortælle dem, at de selv skal gå til politiet, fx i misbrugssager, eller til de mennesker, de har skadet, før de kan få forladelse. I svære situationer kan man altid spørge andre præster til råds, fx når unge mennesker er blevet misbrugt, eller når et ugift par lever sammen.

Præsten har tavshedspligt og må ikke afsløre hemmeligheder om forbrydelser, der har fundet sted. Til gengæld har alle i Danmark afværgepligt, hvis de får nys om en forbrydelse, der vil finde sted, og hvis det er nødvendigt, skal de anmelde den mulige forbryder til politiet i henhold til Straffelovens §141.

Kys Kys Bang Bang

Den her blog må leve, om den så skal gnaske på de forlængst komatøse tekster, jeg skrev i min ungdoms blomst. Revet op fra sin vegetative tilstand er således en anmeldelse af Downey Jr.'s meta-halløj "Kiss Kiss Bang Bang". Før Iron Man og det vilde comeback plejede Hollywoods yndlings-cokehead omgang med en erotisk buttet Val Kilmer. Anmeldelsen er på engelsk (af nød, ikke lyst), men jeg hører, engelsk er ved at få et comeback.

Kiss Kiss, Bang Bang (2005)

Director: Shane Black
Starring: Robert Downey, Jr., Val Kilmer, Michelle Monaghan

All you need to make a movie is a girl and a gun. However, if you're Shane Black, a first time director equipped with the kind of Hollywood street smarts that come from having all four Lethal Weapon screenplays on your resume, you apparently don't want to just make a movie. You want to make a frantic clutter of cynically self-conscious film noir references, depict your glamorous workplace as not so much the city of angels as the final resting place for deluded gold-diggers and at the same time, you want to point out every narrative trick in the screenwriter's book by actually mock rewinding the film.

For that you need an extremely charming lead actor. Not to mention a chubby Val Kilmer dressed in jogging suits and attitude. Luckily, Kiss Kiss, Bang Bang has both and therefore manages to keep the teeming meta-levels light and breezy and the plot holes covered. Although the latter is hard to judge upon first viewing, since the plot is confusing as hell.

Suffice to say, Robert Downey, Jr. is in intense pre-Iron Man mode as chronic fuck-up Harry Lockheart, who stumbles into a film audition after a failed burglary and is flown to Los Angeles with the prospect of starring in a detective film. In order to prepare for a screen test, he receives detective lessons from Kilmer's small time sleuth Gay Perry. That's where the guns start to show up. The girl comes in the shape of Harry's home-town sweetheart Harmony (Michelle Monaghan), who took the bus to Los Angeles years ago and never really made it. She thinks Harry is a real detective and has him investigate the apparent suicide of her sister. Cue more guns, now followed by bodies, all of it narrated by Harry himself in a nervous stream of consciousness.

The script sometimes veers from the clever remarks about the industry towards the fairly impenetrable ones that are too pointless to become cult. Most of the time, however, Shane Black concentrates on the fast-paced action and sarcastic banter that made Lethal Weapon good, with Downey, Jr. replacing Mel Gibson as a dopey, less insane Martin Riggs.

The best bits mix excitment with ridiculousness, like the scene where Lockheart is thrown off a bridge, but manages to grab a dead hand conveniently sticking out of a coffin which hangs halfway out onto the highway below.

Even better is a scene involving a finger and an argument, but you'll have to see that for yourself.