Musik A/S

Pengene fosser ud af de store pladeselskaber i takt med deres tårer over piratkopiering. Samtidig har digitalisering trukket et væld af bands frem fra øvekælderen og ud på nettet. Mange af dem har brug for hjælp til karrieren, og den skal i stigende grad financieres af koncerter, merchandise og tjenester på nettet. Hvis musikerne vil have en del af kagen sammen med de små selskaber, bookere og managere, kræver det én ting: professionalisme.

Det er både blevet nemmere og sværere at være musiker i dag. Det kan både forskere, pladeselskaber og bandsene selv blive enige om. Stort set alle kan indspille deres halve år i øvekælderen og lægge det ud på nettet, men det kræver en større indsats end tidligere at komme ud til andre end den nærmeste familie.

"Nogle musikere sidder på deres flade røv og gør ikke noget som helst, fordi de tror, det er lykken at have digital distribution og en side på MySpace eller BandBase. Det kræver meget mere end det, " siger Jan-Erik Stig, som er produktmanager på EMI.

I skrivende stund er der næsten en halv million profiler på MySpace's musikside. På Bandbase, en danskejet side til deling af musik, kan man vælge mellem over 6500 danske bands og musikere. Det siger sig selv, at de ikke alle kan komme til at spille på Orange Scene.

"Konkurrencen er fortættet," siger musiker, producer og lektor i musikvidenskab Morten Jaeger, og hans synspunkt deles af pladebranchen.

Hvor det før var nok for et band at koncentrere sig om at spille musik og håbe på at blive opdaget, handler det nu også om at promovere sig selv.

Kontrakten kommer på bordet

Ginger Ninja er et af de bands, som har tænkt meget over, hvordan de skal skille sig ud fra de mange tusinde musikprofiler. Og det virker.

"Du kan godt skrive, at vi er tæt på en pladekontrakt – det er ikke løgn," siger bandets guitarist, Rasmus Søby Andersen, om de endnu hemmelige forhandlinger med et af landets store pladeselskaber.

Han mener, at en del af deres succes skyldes deres evne til at skabe opmærksomhed omkring sig selv på nettet.

"Vi har meget bevidst lavet en flash-animation i toppen af vores MySpace-profil, der skaber noget bevægelse. Det er meget vigtigt med blikfang – folk gider ikke en kedelig bandside!"

Når man først har fanget publikum, er det vigtigt hele tiden at opdatere siden, mener Rasmus Søby.

"Man bliver nødt til at spille på flere ting end det musiske og fx lave videoer, poste på nettet og lægge billeder ind."

Teenager i direktørstolen

Hvis man ikke gider at vente på de store pladeselskaber, kan man jo bare gøre det hele selv i stedet.

19-årige Johannes Holt Iversen har siden 2005 indspillet og udgivet fem albums og en single og desuden startet sit eget selskab, Sound Soldier Records. Når han ikke sidder med guitaren, indberetter han moms og rådgiver andre om, hvordan man styrer den forretning, der hedder musik.

"Jeg ville selv starte noget op og have rettighederne til det hele uden at få for mange branchefolk ind over."

Han oplever, at mange flere bands vil have råd fra ham om, hvordan man får større selvbestemmelse over sin egen karriere.

"Jeg har bare i den her måned hjulpet to artister, som også går og sysler med at oprette eget selskab."

Lær at være et band

Man behøver dog ikke altid at starte sin egen forretning op, bare man som musiker er forberedt på, at konkurrencen er hård.

For at ruste bands til at klare sig på MySpace og i folks ørebøffer startede Roskilde Kommune i 2006 projektet Bandakademiet, som tilbyder undervisning og rådgivning til musikgrupper.

Leder Marianne Fruergaard fortæller, at det handler om at gøre bandsene klar til en virkelighed som musiker, hvor man ikke bare kan læne sig tilbage og spille, hvad enten man har fået en pladekontrakt eller ej.

"De store pladeselskaber tager færre og færre navne ind, og de små selskaber har ikke en A&R-funktion i udpræget grad. Det betyder, at bandsene skal gøre rigtig meget selv."

Om the majors, altså de store selskaber, underskriver færre kontrakter, afhænger af, hvilket selskab man spørger. Der er dog bred enighed om, at økonomien er mere trængt end i de glade 90ere.

"Selskaberne prøver at gøre mere brug af fornuft end i gamle dage, hvor man måske var forblændet af at arbejde med et anerkendt band og tilbød dem et kæmpe forskud,"siger Jan-Erik Stig og understreger, at det stadig handler om "mavefornemmelse", når man vælger bands.

Metaltræthed

I 2005 blev poprock-bandet Sparklin June hyret på en mavefornemmelse af EMI og fik det, som tidligere guitarist i bandet Jonas Munck Hansen kalder "en gammeldags pladekontrakt". Det betød, at pladeselskabet betalte for en professionel indspilning af deres selvbetitlede debutalbum.

"Det er lidt usædvanligt nu om dage, hvor de fleste bands selv betaler hele gildet," siger han.

Pladen blev ikke nogen kommerciel succes.

"Den fik da lidt airplay, men væltede ikke ligefrem chartsene," husker Munck Hansen.

Samtidig mærkede Sparklin June konsekvensen af pladebranchens nedgang. Ansatte blev fyret eller sagde op, og bandet vidste ikke længere, hvem der tog sig af deres karriere. Et halvt år efter deres albumdebut var Sparklin June gået i opløsning.

"Der gik metaltræthed i projektet," konstaterer guitaristen.

Musikpyramiden

Det er altså ikke altid, at hverken de små eller store selskaber har budgettet til at pleje deres bands som for 15 år siden. Hvis man vil undgå metaltræthed, lader det til, at man som band i større grad selv skal have en finger med i spillet på alle områder af karrieren.

Mange nye grupper går den vej med hjælp fra små labels, bookere, managere og promotere.

Music Management-uddannelsen på det Rytmiske Konservatorium i København startede i 2002 netop for at uddanne folk til de stillinger.

Leder for uddannelsen, Aage Hansen, siger, at deres elever enten bliver ansat i en virksomhed, "men dem er der ikke så mange af", eller også starter de deres eget. Det lader altså til, at der skyder flere nye små virksomheder op, som samarbejder med bandsene.

"De små labels er i hvert fald blevet mere synlige," siger manager Jesper Majdall, som blandt andet arbejder med Kashmir, Nephew og Under Byen.

Han ser den danske musikbranche som en pyramide med få, helt store navne i toppen og et væld af mindre kendte bands i bunden.

"Der er en enorm underskov af danske bands, som opnår en eller anden form for succes."

Pay your dues

Der er altså dømt professionalisme på alle fronter, men spørgsmålet er, om de voksende krav til bands helt overskygger det vigtige: musikken.

Flere musikere klager over, at der ikke altid er tid nok til at øve, når man samtidig skal agere manager, booker og webdesigner. Og behøver man være et dårligt band, bare fordi man ikke kan finde ud af at lave en flash-animation?

"Det er det pessimistiske syn. Man frygter, at noget af den gode musik drukner, hvis et band ikke samtidig er kreative til at promovere sig," siger Morten Jaeger og påpeger, at man også kan se mere optimistisk på sagen.

De bands, som i dag får succes, er nemlig nødt til at bevise deres værd, inden et selskab vil signe dem.

"De har været ude at spille, har en side på nettet og folk, der stemmer på dem. De har 'paid their dues'."

skrevet som skoleopgave og til bandbase november 2008

En verden indenfor

Mens solen skinner udenfor, spiller de banko indenfor. Time efter time. Dag efter dag. Vanggård Centeret danner rammen om verdens mest fredelige form for gambling.

En mur af tung, lunken røg er det første, der rammer én, når man træder ind.

Arrangørerne af dagens bankospil har åbnet flere døre i det store, lavloftede lokale, men sommerluften nægter at trænge ind.

Uanfægtet supplerer spillerne smøgerne med BKI Kaffe (udloddes i halvpundspakker), rugbrød, tandsmør og spegepølse. Nogen har også bagt "Evas gode kage", hvis opskrift er placeret hjælpsomt ved siden af, og som vitterligt er god.

Lugten af mad og cigaretter er så stædig og kompakt, så man tvivler på, at luftmolekylerne ville sprede sig, hvis hele taget og væggene blev løftet i vejret. Måske ville en grå blok blive stående med bankospillende mennesker indeni.

Koncentration

Men det er også lugten af koncentration, som samler de ca. 30 spillere denne onsdag eftermiddag.

Ingen snakker, mens spillet er i gang. Tallene blinker på små skærme strategisk placeret mellem tykke stålgrå ventilationsrør. En monoton mandsstemme remser op, og alles øjne er suget fast på papirtavlerne.

"Baaaanko!" dræver en kvinde, og som på kommando bølger snak og ærgelse frem.

Et halvt minut senere starter næste tavse spil, og sådan fortsætter det i flere timer. Det føles som om, det kunne fortsætte for evigt. Tallene, anspændtheden, smøgerne.

Socialt samvær

Pludselig dukker Ditte Madsen op. Hun er kommet her det sidste halvandet år og har samlet sig en lille gruppe bankoveninder.

Uden yderligere indledning benytter hun pausen til at fortælle om en fælles bekendt, som lige er død. Årsagen får vi ikke at vide, for næste spil er startet. Senere klager Ditte over sin nye arbejdsplads, hvor man ikke må ryge.

"De er efter os hele tiden," siger hun til bordet, og alle nikker.

I højre hånd har de en særlig bankotusch, mens venstre arm bøjes i et V med en Grøn Look eller Prince for enden. Ikke Light. Alle kvinderne er mellem 50 og 65 år og har praktiske

permanentede korthårsfrisurer i toner fra grå til orange.

"Vi hygger os," siger Ditte og fortsætter:

"Det er så'n det, man kalder socialt samvær, ikk' os."

Reglerne

Når der afholdes banko, river Vanggård Centeret sig løs fra virkeligheden og sejler ud i stilheden.

Heldigvis er der en livredder til stede, hvis nogen har brug for hjælp. Sammen med to kvinder i clogs og forklæde forklarer han reglerne.

Banko betyder store tavler med numre mellem 1 og 90, mens bingo er små 5x5 tavler. Om onsdagen er der svensk bingo, hvilket måske betyder, at tavlerne er skiftevis gule og blå. Nogle gange er der ramme- eller diamantspil, og det hele koster en tyver pr tavle.

Med 10-15 spil i timen og ikke alt for gode odds kan banko nemt blive en dyr sport. En af arrangørerne må nu begrænse sig til kun at spille én formiddag om ugen, selvom det er svært.

Spillet

Et par af de lilla velourbeklædte langborde er kun optaget af én spiller.

En ung kvinde, som ikke vil sige sit navn, sidder alene med sin tusch og sine tavler. Hun siger, det er første gang, hun er her.

Arrangørerne ser nogle af de samme spillere komme flere dage om ugen, hver uge. Når først man får tuschen i hånden og reglerne på plads, er det nemt nok at følge med, så længe man er opmærksom.

En lille skaldet mand i blåt samler brugte tavler sammen og tilbyder nye. Og sådan fortsætter det indenfor, mens solen skinner udenfor.

Dybt at liste, højt at falde

Enmandsbandet forsøger at udpensle menneskedyrets lumpne dybder og moralske kvaler, men gode tekster alene gør ikke udslaget.

Lister Dyb, aka singer-songwriter'en ricko, har med sine to tidligere udspil nydt mere end moderat anmeldersucces på den "subalterne" scene, som han kalder det.

Til gengæld må hammeren på Ulvens Kys falde hårdt og måske afstedkomme et par tilføjelser til bandopstillingen.

Albummet er ganske enkelt ikke musikalsk interessant nok til at kravle ud af den store mængde alvorlige mænd med tre-fire akkorder på hånden.

Sønderjysk eksistentialisme

Ricko har ellers mangt og meget på hjerte og hiver fra sine referencer som kandidat i antropologi og religionsvidenskab viser frem om meningsløshed (menneske) og parforhold (en dør på klem) – alt sammen i den eksistentielle indpakning, der åbenbart fås i metermål i Sønderjylland.

Hans tekster har en vis foruroligende observans; som en biolog, der kigger ærefrygtigt på de små dyr, men er bange for at komme for tæt på.

I stedet for den grønne natur hører vi om menneskets langt mere grå og dystre natur, om deres kamp med sig selv og naturen, deres drifter og uundgåelige tragedie.

"Vilkårene for den menneskelige eksistens" skriver Ricko selv, og heldigvis kan teksterne for det meste leve op til denne akademiske patos.

Faktisk kunne man med lidt fantasi forestille sig linier som "en fisker fanger fisk/foruden et hav/en økse i et skur/et træ i en skov" (fiskeren) figurere i tidsskrifter for digtere, og så skulle jorden egentlig være godt gødet til en gang gedigen guitarrock.

Morrissey in the making

Al denne hedenskab og inderlighed lader sig dog svært omsætte til decideret gode sange, og her ville et par musikalske venner uden tvivl gavne Ricko.

Måske er han en "Morrissey in the making", der med sin rammende lyrik mangler en Johnny Marr for at skabe det ultimative værk om menneskelivets kår?

Stemmen er der i hvert fald ikke noget galt med – som Morrisseys hænger den med røven i vandskorpen på en interessant måde - men i monotone og uinspirerede melodier à la ulvens kys kommer den ikke til sin ret.

Man får en forsmag på det vokale potentiale på det sønderjyske højskolekvad en dør på klem og kærlighedsoden tom, så hvorfor ikke gå hele vejen og bevæge sig ud over de samme 4-5 toner i alle sangene?

Der kræves lidt mere kreative fraseringer, når man kun har sig selv og sine strenge at spille på.

Ingen virtuos

Foruden den melodiske enformighed sker der heller ikke meget på den instrumentale side, der kan afspejle tekstens og hele albumkonceptets ambitioner – nogen guitarvirtuos er Ricko ikke, og selvom koret engang imellem løfter stemningen lidt og åbner for et tiltrængt større lydunivers, behøver sangene mere dynamik og variation for at understrege tekstens udvikling.

Der er ingen tvivl om, at Ricko har mere end god fod på den litterære og intellektuelle side af musikken. Løsningen er derfor måske at koncentrere sig om det, man er god til – i det her tilfælde tekst og stemme – og lade andre om resten. 

anmeldt for Bandbase marts 2008

Uoriginal synd

Stemningsfuld, men stilistisk usikker kærlighed er på menuen hos Skiftling – et forbyttet afkom fra sømandsstinkende stuer tilføjet et 'l' for liderlighed

Hvem han eller de så end er, har Skiftling indset, at det skjulte er meget mere interessant end det udtalte. Hellere bruge fem ord end femten og hellere pynte hjemmesiden med lidt uforståelig poesi frem for faktiske oplysninger om bandmedlemmer, fortid og deslige.

Det er da også en fantastisk lettelse ikke at skulle tåle indgående biografier om syv højskolevenner, der alle har tre sideprojekter hver og en fortid i et gospelkor.

Ingen ved, hvem der har mixet trommerne, og ingen bekymrer sig om det.

Til gengæld får man en lidt overfladisk, men meget sød blanding af tekster fra sangene, en tegning af et skelet og det lille guldkorn, at musikken er indspillet i "Et Studie".

Sprut, kvinder og kærlighed

Halvvejs inde i albummet kender vi alligevel allerede Skiftling og ved, hvad han er ude efter:

sprut, kvinder og kærlighed; man forstår sammenligningen med Tom Waits, selvom der skal mere end en raspende stemme til for at opnå helt samme frygtindgydende håbløshed.

Skiftling minder med sin skæbnesvangre dysterhed faktisk mere om Lister Dyb, også fra BandBase; men hvor Listers drifter får frit løb i skoven, lader Skiftling til at have lagt mange af sine galgenhumoristiske betragtninger i munden på de fulde eller de forelskede.

NeonHjerte veksler mellem guitarballader og sømandsviser på baggrund af stilistisk lettere usikre tekster, hvis overordnede budskab er noget i retning af: kærlighed er noget kompliceret noget.

Albummet lægger ud med den rolige og lovende Poetens Kniv, hvor Waits er blevet lagt på hylden til fordel for en mere flabet og dragende vokal. Med Tatovørens Nål og Ord er af Luft kommer der melodisk gang i tingene - det ville næsten have været pop, hvis ikke for den lettere forvrængede og knasende produktion.

Skiftling har måske frygtet det samme og derfor forsynet albummet med et anstrengede klimaks i form af det meningsløst larmende harmonikasammenstød i Stilheden Fest Farver.

Opgylpede citronmåner

Måske ser jeg en udvikling og fortælling, som det slet ikke var hensigten at vise.

Det burde det næsten have været, for konceptalbummet ville være den perfekte genre til den af og til Baal-agtige underlødighed, dødelighed og liderlighed, Skiftlig stræber efter.

NeonHjerte opnår ikke for alvor at føre lytteren ind i den gustne verden af nattelagner og opgylpede citronmåner, som albummet reklamerer med, netop fordi man ikke fornemmer nogen historie eller mening med hverken de udsvævende ballader eller de dødsdømte harmonikaspilleres drukeskapader.

I stedet dukker stemninger og referencer op, som kan muntre anmelderne, men ikke give indtryk af en egentlig personlighed bag Skiftling - hvad end det er.

anmeldt for bandbase juni 2008

Fordi vinteren er mørk

„Fremd bin ich eingezogen/fremd geh’ ich wieder aus“ – historien om den udstødte selvmordskandidat Jonah er gennemtænkt og musikalsk anderledes, men lyrisk lige lovlig prætentiøs.

Drones Misanthropia er noget så sjældent som et konceptalbum, der skal høres i sin fulde længde, helst efter at man har læst historien bag musikken på bandets hjemmeside.

For dem, hvis sidste koncept-oplevelse var The Streets A Grand Don’t Come For Free eller måske endda David Bowies The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars, er der her helt andre boller på weltschmerz-suppen.

Numrene omhandler nemlig den stakkels sindsforvirrede Jonah, der ikke kan finde ud af, om den virkelige verden er at foretrække frem for universet i hans hoved, som fylder stadig mere og mere.

Hans eksistentielle plager er gammelkendte og optræder hos utallige af kunstens tudemarier, lige fra Hamlet over Werther og hans lidelser til hovedpersonen i Schuberts Winterreise, der traver rundt i sneen og føler sig noget så fremmedgjort.

Jonah vælger at tage kampen op ved at opføre sig fjendtligt i håb om at få en mere intens oplevelse af verden, men opnår kun endnu større ensomhed. Efter et sammenbrud på et offentligt toilet ser han i en drøm, hvordan menneskene er blevet til vandrende gafler, mekaniske og truende.

Heldigvis dukker hans frelser med det sigende navn Serene op og redder ham. Man aner måske den slidte idé om den virkelige verden som et personlighedsløst rotteræs og kan ikke undgå at blive lettere irriteret på småklynkende Jonah, der ifølge historien er ”so fragile, so lonely”.

Interessante samlejer

Musikken støtter op om melankolien og skal mest af alt tjene som stemningsbilleder med knapt forståelige tekster. Også her males en Matrix-agtig eksistens: dystre, melankolske og nærmest metalliske lydflader glider ind og ud af hinanden, men har svært ved at fænge og give mening uden en forhåndsviden om historien.

Tekst og musik kan ikke klare sig uden hinanden, og det er vel også pointen i kunstrock som denne, der skal bedømmes lige så meget på de historiemæssige som på de musikalske kvaliteter.

Desværre falder Misanthropia lidt igennem, når det kommer til lyrikken.

På trods af gode idéer som vandrende gafler og Jonah, der i vågen tilstand maler et billede af Serene for ikke at glemme hende, er det overordnede indtryk mere eller mindre prætentiøst, fx i beskrivelsen af Serene og Jonahs afsluttende ”bright, shatterproof copulation”.

Sådanne interessante samlejer findes åbenbart kun i efterlivet, for vores hovedperson ender forudsigeligt nok med at tage en overdosis.

Velproduceret, men fattigt

Musikalsk er de to sidste numre op til finalen med deres underlige temposkift, pludselige stadionrock-guitarsolo og sjove effekter langt de mest tilfredsstillende.

Gennem Memoranda of Transcendency’s afsluttende barnegråd, der minder om hovedpersonens død og mægtige genopstandelse i 2001: Space Odyssey, tilføjer musikken en ny dimension til den lidt haltende historie.

Den geniale brug af fader’en i Silesia og Anaesthesia minder meget om Radioheads Everything In Its Right Place, og mon ikke forsangeren har hørt lidt på Thom Yorke i sit fugtige kælderrum?

Uanset hvad, så er Misanthropia et gennemført, velproduceret og lovende produkt, der dog kan virke lidt fattigt uden en visuel dimension til at bakke det op med.

Numrenes sammenflydende og stemningsmættende karakter ville egne sig godt til noget up-and-coming teater, hvor dystopien drypper ned af væggene, og Jonah vandrer håbløs gennem gaderne – nu med forbedrede replikker!

anmeldt for bandbase 2008

Blændet af forlygterne

Frightened Rabbit er anmelderdarlings på begge sider af Den Engelske Kanal og ønsker selv intet andet end at bygge en karriere op fra bunden med gode sange. Da BandBase talte med bandets grundlæggere, brødrene Scott og Grant Hutchinson, fandt vi dog ud af, hvad det er, som skræmmer de kære skotske kaniner: tanken om at blive offer for image-hysteri og hype.

En ubegrundet frygt, kunne man måske sige, når man ser dem i deres koncertkostume (som også er deres hverdagstøj): slidte sko, jordfarvede trøjer med matchende jeans og det obligatorisk skødesløse skæg.

De er lige så upretentiøse og imødekommende, som de er usoignerede og efter eget udsagn lige så pengeløse, som de er anmelderroste. Det siger ikke så lidt: 6 stjerner fra både Gaffa og Soundvenue, 8,1 fra Pitchfork og 8/10 fra det notoriske, engelske NME.

Faktisk, påstår guitarist og sanger Scott Hutchinson, ville de endda have fået 9/10 fra sidstnævnte blad, hvis ikke redaktøren havde pillet i anmeldelsen for ikke at aflede opmærksomheden fra mere kendte bands.

"NME kan både sikre et band succes og ødelægge det. De styrer hitlisterne," siger han.

"De burde i stedet bruge deres indflydelse på noget godt."

Sådan noget som Frightened Rabbit for eksempel?

"Det ville være fedt at blive hypet af NME og få den slags opmærksomhed", indrømmer Scott, "men det ville højst vare et år. Vi satser på en længere karriere."

Ærlighed og substans

Lige nu er bandet på karrierestigens første trin og relativt ukendte uden for Storbritannien, men har planer om at turnere i både Europa og Australien med deres andet album The Midnight Organ Fight.

Her er der er dømt personlige og bekendende tekster på en bund af indieguitar – ikke ligefrem en nyskabende cocktail, men hvad de mangler i stilistisk originalitet, har de ifølge dem selv i ærlighed og substans.

"Nogle bands har brug for et bestemt image, som skjuler deres mangel på indhold," siger brødrene.

"Vi er mere interesseret i, hvordan det lyder, end hvordan det ser ud."

Heldigvis for dem er deres pladeselskab Fat Cat (som også har bl.a. Animal Collective og Sigur
Rós i stalden) enige og har satset meget på at sende dem ud i verden uden stylister. Hvis den kritiske succes en dag skulle medføre en million solgte plader og jobs på større spillesteder, får piben måske en anden lyd.

"Vi vil da gerne opgradere vores liveshow med tiden, men lige nu fokuserer vi mere på at give publikum et mere råt og energisk show, end hvis de bare hørte pladen derhjemme," siger Scott.

Som bekendt lærer nød nøgen kvinde at spinde, så hvis man ikke har pengene til de store armbevægelser, må man nøjes med store ord.

"Vores mål er at være utrolig ærlige og ikke have nogen barriere mellem kunstneren og musikken," proklameres der, og når man ser brødrene, er det da også svært at forestille sig dem sidde om 5 år på et David Letterman-show iført matchende jakkesæt og rockstjerne-attituder.

De er simpelthen ikke hypede nok endnu, men måske er det bare et spørgsmål om tid og penge og mere af begge dele.

Ingen iPods

Selv har brødrene tydeligvis ikke gjort sig de store overvejelser om musikken som forretning ud over, at de gerne vil kunne leve af det.

De ejer ikke iPods, har en ufærdig hjemmeside og tænker stadig i albums og objekter, man kan tage og føle på. Deres vare er sangene og ikke andet, hvilket måske forklarer, hvorfor de til trods for de fantastiske anmeldelser ikke har opnået større anerkendelse.

Deres fokus er tydeligvis ikke på pengene, men på at spille, komponere og rejse, hvor end pladeselskabet sender dem hen. Nu om dage virker den indstilling næsten naiv, da tiden er ved at løbe ud for bands, der ikke kan tilbyde noget kreativt ud over CDen.

Måske vil Frightened Rabbit blive ved med at være et obskurt indieband, som anmelderne elsker, men ingen kender. Eller måske ender de på forsiden af NME: nybarberede, opdaterede og med en flamboyant forsidetitel: "Vi vil redde rock med gode sange."

skrevet for bandbase maj 2008

”Hvad gavner det en kvinde at vinde verden, hvis hun for evigt skal tabe sig 5 kg."

Forleden fortalte min veninde mig, at hendes kæreste i et presset øjeblik havde fortalt hende, at hun var ”erotisk buttet”.

Stor fejltagelse, for hun kvitterede med en lussing og kastede sig derefter ud i en særdeles streng slankekur, tilsyneladende for aldrig at risikere den slags kommentarer igen.

Hvordan kan det være, at en såkaldt moderne kvindes liv vælter omkuld, fordi det en enkelt gang antydes, at hun ikke er en Kate Moss-størrelse?

Hvordan kan det være, at hun opfatter sit udseende som aldeles altafgørende?

Grundene er mange, men en betydelig del af brændet til dette selvudslettelsens bål består af blade som Eurowoman, Sirene, Woman, Bazar og mange andre, hvis journalistiske opfindsomhed man skal lede længe efter.

Livslitteratur for præmiehustruer

I disse blade findes under den åh-så-postmoderne overflade, hvor feminister tilsyneladende har vundet stort og derfor igen kan tillade sig at købe dyrt undertøj med et vidende smil, nemlig intet andet end en reklame for 1950’erne dullet op med moderigtige karrierer.

At kalde førnævnte magasiner for ”dameblade” burde i den grad meldes til Forbrugerstyrelsen som fejlagtig produktinformation, medmindre en undersøgelse af kvinders hjerner kan afsløre, at 80% af deres tankevirksomhed drejer sig om leggins og Vuitton-tasker.

Efter at have brugt et par år på at læse og endda abonnere på enhver glittet præmiehustrus livslitteratur forstår jeg udmærket godt, hvorfor min veninde følte det absolut nødvendigt at tilsidesætte alt andet til fordel for en stram diæt.

Ellen Hillingsøe

Ifølge Eurowoman gør alle de trendy kvinder det samme. Da bladet i maj 2005 interviewede Ellen Hillingsøe, var de temmelig ligeglade med hendes holdninger til film, kunst eller politik – næh nej, hvordan holder denne fantastiske skuespillerinde sig så smuk? Ganske simpelt ved at forsage stivelse og spise sundere, jo mere stresset hun bliver, var svaret.

I samme blad handlede 75% af siderne om tøj, makeup og sundhed, mens resten var overladt til for kvinder tilsyneladende uvedkommende artikler som portrætinterviews og anmeldelser.

Samtidig er det tydeligt, at Eurowoman betragter sig selv som et talerør for den moderne kvinde, der kæmper med børn, mand, karriere og massageapparat.

I deres og andre dameblades udgave er denne kvinde dog som regel reduceret til en pyntedukke, der ganske vist har en karriere, men udmærket godt ved, at det vigtige i denne verden er at tabe sig ved aldrig mere at spise kartofler.

læserbrev bragt i politiken oktober 2007